
I Disneys tegnefilm 'Alice in Wonderland' (Alice i Eventyrland) følger pigen Alice efter en hvid kanin, som leder hende ned i en eventyrlig verden befolket af de særeste skabninger. Hendes vej hjem bliver besværliggjort af Hjerter Dame og hendes hær af spillekort.
Disneyficeringen af Lewis Carrolls næsten hellige bøger ’Alice i Eventyrland’ og ’Bag spejlet’ fik en lunken, i Storbritannien næsten fjendtlig modtagelse. Men netop fordi filmen er så lidt nuttet – ikke mindst sammenlignet med de andre 50’er-tegnefilm – så er det en film, der skiller sig sympatisk ud set på afstand. Nyd ikke mindst teaterkatten, der næppe er set mere vanvittig!