Filmen ’Austerlitz’ undersøger hvad der sker med en koncentrationslejr, når den bliver til en turistattraktion. Hvad bliver der af den tragiske setting, når den invaderes af horder af turister, der fotograferer, filmer, spiser, poserer? Set gennem mesterdokumentaristen Sergei Loznitsas linse er svaret ikke så simpelt, som det måske umiddelbart kunne lyde.
Loznitsa, som blandt andet er blevet hyldet med en retrospektiv på verdens største dokumentarfestival IDFA, formidler på den ene side kaoset og historieløsheden: De fjollede teenagere, skoven af selfiestænger og fyren, der synes, at det lige var dagen at iføre sig sin t-shirt med påskriften 'I JUST DON'T CARE'. Mikrofonen indfanger en kakofoni af sætninger på forskellige sprog fra de utallige turistguider, blandt andet et symptomatisk Guys, if you could just NOT eat in here, that would be great.
På den anden side stikker Loznitzas observationsform dybere end den bedrevidende satire. De lange observerende takes fra tidligere kz-lejre gør, at ens tanker og øjne begynder at vandre, så man pludselig opdager uventede detaljer i billederne – historier, som i sig selv siger meget om vor tids dominerende skabning: Forbrugermennesket. ‘Austerlitz’ er på denn måde en film om ’nazisme-kapitalisme’ – om varegørelsen af Holocaust.
Loznitsas statiske, smukt indrammede tableauer bliver også til spejle: Det er vores samfund, vi betragter, ikke blot eksotiske fikspunkter. Hvordan ville man selv opføre sig på et sådant sted? Hvordan iagttager man det uforståelige og utilgivelige?
Karakteristisk for veteranen Loznitsa, der har været fast inventar i det internationale festivalkredsløb i årtier, er det det subtile samspil mellem lyd, billeder og klipning, som løfter værket op på et filosofisk niveau – uden at det bliver kedeligt af den grund. Filmmagasinet Ekkos anmelder gav ‘Austerlitz’ fem stjerner og kaldte den “en tankevækkende, filmisk undersøgelse af holocaust-turisme
Loznitsa, som blandt andet er blevet hyldet med en retrospektiv på verdens største dokumentarfestival IDFA, formidler på den ene side kaoset og historieløsheden: De fjollede teenagere, skoven af selfiestænger og fyren, der synes, at det lige var dagen at iføre sig sin t-shirt med påskriften 'I JUST DON'T CARE'. Mikrofonen indfanger en kakofoni af sætninger på forskellige sprog fra de utallige turistguider, blandt andet et symptomatisk Guys, if you could just NOT eat in here, that would be great.
På den anden side stikker Loznitzas observationsform dybere end den bedrevidende satire. De lange observerende takes fra tidligere kz-lejre gør, at ens tanker og øjne begynder at vandre, så man pludselig opdager uventede detaljer i billederne – historier, som i sig selv siger meget om vor tids dominerende skabning: Forbrugermennesket. ‘Austerlitz’ er på denn måde en film om ’nazisme-kapitalisme’ – om varegørelsen af Holocaust.
Loznitsas statiske, smukt indrammede tableauer bliver også til spejle: Det er vores samfund, vi betragter, ikke blot eksotiske fikspunkter. Hvordan ville man selv opføre sig på et sådant sted? Hvordan iagttager man det uforståelige og utilgivelige?
Karakteristisk for veteranen Loznitsa, der har været fast inventar i det internationale festivalkredsløb i årtier, er det det subtile samspil mellem lyd, billeder og klipning, som løfter værket op på et filosofisk niveau – uden at det bliver kedeligt af den grund. Filmmagasinet Ekkos anmelder gav ‘Austerlitz’ fem stjerner og kaldte den “en tankevækkende, filmisk undersøgelse af holocaust-turisme
Genre:
Spilletid: 0 timer 0 minutter
År: 1969
/6