
Uli Edels barske ungdomsfilm ’Christiane F. – i morgen er det slut’ følger en bare 14-årig pige, der havner i et massivt misbrug med base omkring den berygtede Bahnhof Zoo i 1970'ernes Vestberlin.
Pigen, Christiane, begynder at ryge cannabis sammen med andre unge fra den lokale ungdomsklub, men inden længe er hun havnet i det hårde narkomiljø. Hun må skaffe penge til sit voksende misbrug som gadeprostitueret.
Filmen er baseret på den virkelige Christianes selvbiografi, og selvom filmen er brutal, er der også øjeblikke af poesi, ikke mindst i musikken, som leveres af David Bowie.