Animationsfilmen 'Den gode dinosaur' foregår i en verden befolket af dinosaurer, fordi Jorden aldrig blev ramt af den meteor, der ellers udryddede de store dyr.
Handlingen følger den unge Apatosaurus, Arlo, der pludseligt mister sin far. Forældreløs må han stå på egne ben og begive sig ud på en farefuld rejse for at genfinde mening med tilværelsen samt opdage sit indre mod.
På rejsen danner den 21-meter høje dino et umage venskab med den lille menneskedreng, Spot, der kravler på fire ben og befinder sig på et udviklingsstadie tættere på en hund end nutidens homo sapiens.
'Den gode dinosaur' er den 16. film fra Pixar, der denne gang bevæger sig over i samme boldgade som 80er-tegnefilmen 'Landet for længe siden'.
Instruktøren bag er den debuterende Peter Sohn, der tidligere har været animator på Pixars Find Nemo, De utrolige og Ratatouille. (copyright: kino.dk)