Rimer fetish på Finland? I 'Dogs Don’t Wear Pants' gør det – takket være en helt usandsynlig blanding af lyse indfald, blåtonede temperamenter, neonfarvede kældre og sort, sort humor. 'Dogs Don’t Wear Pants' udspiller sig et sted mellem 'Pretty Woman' og David Cronenberg, og hvem vil ikke gerne opleve det miks?
Hjertekirurgen Juha mister sin hustru i en drukneulykke, og i et årti er livsgnisten væk. Alt er savn, selv opdragelsen af datteren Elli virker i bedste fald halvhjertet. ”Hvis du lader hende få den tungepiercing uden at brokke dig, gør du det svært at dyrke sin rebelskhed,” indskærper en kollega.
Piercingen får Elli – men Juha får den mest uventede gave. For da han forvilder sig ned i kælderen under tattoo-biksen, tror dominatrixen Mona, at han er en S/M-kunde – og giver ham næsten-kvælnings-rutinen, inden han kan protestere. I det sekund føler han sig for første gang tæt på sin tabte elskede. Han bliver besat af at genopleve det. Så meget, faktisk, at omgivelserne sent vil glemme det!
Mona og Juha indgår i dybt forkvaklet, ofte rasende morsomt spil, hvor de hver især skal opfinde grænsen for deres roller – og mærke efter, hvem de gør det til ære for. Det er på den måde en overraskende relaterbar film, ufordømmende, indsigtsfuld og overraskende varmt iscenesat af Jukka-Pekka Valkeapää. Når man altså ikke lige er nødt til at holde en hånd for øjnene.
Mona spilles af Krista Kosonen, der havde en lille rolle i Blade Runner 2049, og Pekka Strang (ja, det hedder han!) har en rolle, de færreste vil få: Som faren, toplægen og træmanden, der finder livsglæde i sin egen dødsdrift.
/6
