I ’Fences’ spiller Denzel Washington hovedrollen som skraldemanden Troy, der i Pittsburghs arbejderkvarter i 1950erne bærer på en bitterhed fra sin ungdom, som han ikke evner at ryste af sig.
Familiefaren fører vreden videre til sin kone og sønner samtidig med, at han tilsyneladende ikke er modtagelig for dybe følelser.
Troy har stjålet, været utro og sågar slået ihjel, men fortielserne trives i mandens verden, og han bygger et mentalt hegn op omkring sig. Men hvor længe kan det holde, før alt falder fra hinanden?
’Fences’ er baseret på August Wilsons teaterstykke af samme navn og er tredje film instrueret af hovedrolleindehaveren, der tidligere har vundet to Oscar-priser for sine præstationer i Glory og Training Day.
Skuespillerinden Viola Davis vandt både en Golden Globe og en Oscar for sit portræt af Troys kone, Rose, og dramaet er filmet af danske Charlotte Bruus Christensen.