‘Festlige feriedage’, der introducerede Monsieur Hulot, er et kærligt og satirisk blik på ferien som nationalt ritual. I sin ældgamle, spruttende bil ankommer Monsieur Hulot til den franske atlanterhavskyst for at holde en uges ferie. Men den hyggelige lille badeby er ikke det fredelige ferieparadis, han forventer. Han havner tværtimod i et uoverskueligt helvede af irriterende børn og ubehagelige voksne. Bedre bliver det ikke, da den velmenende men noget klodsede Monsieur Hulot udløser en række mindre ulykker ved sin blotte tilstedeværelse. Der er ingen egentlig handling eller dialog i filmen, i stedet er den struktureret over den velkendte dovne døgnrytme, der præger de bedste ferier: morgenmad, en badetur, siesta, en gåtur på stranden inden aftensmaden osv. Filmen bindes desuden sammen af et formidabelt lydspor, der både byder på en easy, jazzet kendingsmelodi og fantastiske lyddetaljer, der sætter den elegante prik over i’et i de veldrejede scener med lagkagekomik af bedste skuffe, som da Hulots robåd klapper sammen om ham og får ham til at ligne en dræberhaj, der snapper efter badegæsterne. Tatis morsomme gags afvikles præcist og ubesværet og er elegant integreret i den solbeskinnede og livsbekræftende film.
