
Navnet klinger ærke-dansk, men Mia Hansen-Løve er fransk til fingerspidserne. Og mere end almindeligt talentfuld. I sensibilitet slægter hun på Olivier Assayas ('Sommertid'), men som historiefortæller er hun helt sin egen. Inspirationen til 'Le Père de mes enfants' er dog hentet i den virkelige verden. Den franske filmproducent Humbert Balsan (som også har værert involveret i Lars von Triers film) kæmpede med både filmbudgetter og et tumulatarisk privatliv, da han begik selvmord i 2005. Det er hans tragiske historie, som er afsættet for Mia Hansen-Løves film. Udgangen er med andre ord givet, men ud over at leverere en af filmhistoriens mere indsigtsfulde film om filmbranchen og dens aktører, så er 'Le Père de mes enfants' i særdeleshed en sart, kærlig og ultimativt stærkt gribende film om blodets bånd, familiehemmeligheder og livet, der bare må gå videre.