Dramaet ’Green Book’ fortæller den virkelige historie om det uventede venskab mellem en sofistikeret afroamerikansk kunstner og en italiensk-amerikansk mand fra arbejderklassen i 60erne raceadskilte USA.
Da den sorte musiker Dr. Don Shirley skal på turné gennem landets mest racistiske sydstater, hyrer han den snæversynede og umættelige wise guy-muskelmand Tony ”The Lip” Vallelonga som chauffør. Med på turen har de en lille grøn guide til hvilke spisesteder og hoteller, der vil tage imod sorte borgere.
Turens største udfordring er dog, hvordan de kan holde hinanden ud, da begge parter besidder rigeligt med fordomme om hinanden. Snart opdager de dog, at de slet ikke er så forskellige, som man skulle tro.
Viggo Mortensen leverer her en af karrierens bedste, mest elskværdige og uden tvivl mest morsomme præstationer som motor-munden Tony, der har et hjerte af guld, men ikke ejer skyggen af finesse. Over for ham ses den ligeså blændende Mahershala Ali, der vandt en Oscar for sin præstation i Moonlight.
Sammen udgør de den slags umage par, der har dannet rygrad i publikumssucceser som Driving Miss Daisy og De urørlige - to film, der ligesom ’Green Book’, balancerer feel good-filmens komik med alvorlige tematikker og historisk tyngde.
'Green Book' er Oscar-nomineret i fem kategorier - bl.a. for bedste film og bedste skuespil af de to skuespillere. Manuskript er skrevet af Tony Vallelongas egen søn, Nick, og størstedelen af de levende Vallelonga-familiemedlemmer medvirker i filmen side om side med Mortensen. (copyright: kino.dk)