'Den sidste fristelse', Scorseses film om Jesus’ liv, er et af filmhistoriens mest kontroversielle værker. Efter flere år i støbeskeen blev premieren i 1988 ledsaget af en furore uden lige. Fordømmelserne og mordtruslerne kulminerede med en biografbombning i Paris, der heldigvis ikke kostede nogen menneskeliv. Det var især titlens sidste fristelse, hvor en korsfæstet Jesus ser alt, hvad han opgiver ved at ofre sig selv: Kone, familie og et langt normalt liv, der bragte kristne gruppers blod i kog.
Det på trods af, at filmen ikke bygger på evangelierne, men i stedet tager udgangspunkt i Nikos Kazantzakis’ roman af samme navn, adapteret af ’Taxi Driver’-forfatter Paul Schrader. Willem Dafoe spiller Jesus med lige dele mani og humanisme, der placerer ham helt naturligt blandt splittede Scorsese-protagonister som Travis Bickle og Ray LaMotta.
I ’Den sidste fristelse’ er Jesus både revolutionær og hippie, fuldt ud guddommelig og menneskelig. Han føler både tvivl og angst, lyst og had, ligesom han giver grænseløs kærlighed til sine medmennesker. Over for Dafoes Jesus står Harvey Keitel som Judas Iskariot, den stærkeste af de jødiske disciple, hvis Brooklyn-accent står i stærk kontrast til romernes britiske accenter – tydeligst hos David Bowie som Pontius Pilatus.
