Tony Palmers film om Leonard Cohens europaturné i 1972 er en af den slags fluen-på-væggen-iagttagelser, hvor kameraet er så insisterende, at man glemmer dets tilstedeværelse. En produktion, hvis øje fortæller mere om sin hovedperson end 100 interviewsekvenser med alle mulige - eller umulige - eksperter. En forevigelse af performeren Cohen i det helt særlige spændingsfelt mellem ydmyghed og autoritet, humor og alvor, som Cohen om nogen kunne generere - et rum, hvor sangerens messende, nøgternt akkompagnerede fortællinger om krig og fred, had og kærlighed finder et unikt balancepunkt. Velkommen til en kaotisk fascinerende rejse gennem 20 byer med start i Dublin og endestation i Jerusalem, hvor blandingen af pres og forløsning, efter en måned på farten, efterhånden taler sit eget sprog. En rejse, hvor Cohen og hans band - der bl.a. tæller Jennifer Warnes på kor og producer Bob Johnston på orgel - må deale med dårligt lydudstyr, publikummer, der vil have deres penge tilbage, voldelige sammenstød mellem fans og sikkerhedspersonale, foruden det sædvanlige opbud af irriterende journalister og stedvis alt for inviterende beundrere. I den hektiske atmosfære demonstrerer Cohen, at han med sine 37 år langt fra er en vårhare. 'Det er ikke let at skrive en intim sang og siden hen fremføre den som en papegøje aften efter aften', siger han på et tidspunkt med typisk galgenhumoristisk overskud - og sætter dermed det dilemma, som en 'seriøs' forfatter i hans position nødvendigvis må befinde sig i, i relief. Ikke desto mindre leverer han nogle af sine mest intense live-versioner af numre som 'Suzanne', 'Avalanche', 'Sisters of Mercy', 'Nancy' og 'So Long, Marianne' - ja, hele 17 numre, fra de tre første plader, fremføres undervejs.
