Lars von Triers tidlige tv-produktion ’Medea’ er i mange henseender hans mest personlige og indadvendte film og samtidig hans mest overbevisende hilsen til de store filmiske forbilleder Dreyer og Tarkovskij. Trier har hentet direkte inspiration i Carl Th. Dreyers efterladte manuskript til den film, han ikke nåede at realisere.
Historien bygger på Euripides' skuespil, hvor Medea (Kirsten Olesen) har ofret alt for sin mand Jason (Udo Kier), med hvem hun har to sønner. Da Jason for at få magten gifter sig med kong Kreons unge datter og dermed svigter sin kone, står Medea tilbage med en uudslukkelig hævntørst.
Triers fortolkning er en subjektiv lyrisk indføring i det historiske univers, og filmen appellerer helt og holdent til tilskuerens æstetiske sanseapparat. I skabelsen af de mange stemninger benytter Trier scener, der er karakteriseret af mørke, tåge, regn, komplekse skygger eller forvirrende ansamlinger af objekter med uklare gensidige afgrænsninger. Scenerne er nærværende og stoflige. Joachim Holbeks følelsestunge symfoniske musik skaber en dramatisk virkning af tomhed og uendelighed.
