Min bedste ven, Gitano

‘Min bedste ven’ (nok bedre kendt under sin originaltitel, ‘The Brave One’) fylder forståeligt meget i portrætfilmen ‘Trumbo’ (2016). Naturligvis skyldes det især, at den vandt en af de to Oscars, Donald Trumbo ikke kunne hente på podiet i Los Angeles, fordi han på det var blacklistet og måtte arbejde under falsk navn (Trumbo fik omsider sin statuette i 1975). Men også fordi filmen var et ægte hjertebarn – noget af en sjældenhed på dette tidspunkt af Trumbos karriere, hvor han mest skrev B-film for at overleve.

Ideen kom, fortæller filmen ‘Trumbo’, da forfatteren og hans hustru overværede en tyrefægtning i Mexico og kun én anden end dem på stadion undlod at huje af tyrens undergang. En lille dreng, som voksede i Trumbos bevidsthed og slutteligt blev til denne film, der emmer af sydlandsk sanselighed og en indædt solidaritet med samfundets laveste.

Hovedpersonen er ti-årige Leonardo, hvis far arbejder på en rigmandsranch i Mexico. Leonardo passer og plejer den forældreløse tyrekalv Gitano (‘Sigøjner’), men verden omkring dem er bygget op om hierarkier og fortjeneste. Da Leonardo slutteligt hører, at den nu fuldvoksne Gitano er blevet sendt ind i ringen i Mexico City, husker han beretninger om den folkelige præsident Juarez, der aldrig glemte sine fattige rødder. Og Leonardo sætter i løb mod præsidentpaladset …