To mennesker og et piano på en strand.
Sådan starter Jane Campions billedstærke tredje film, der blev nærmest overdænget med priser, blandt dem en Oscar for bedste originale manuskript og for bedste birolle til den dengang kun 11-årige Anna Paquin. Hun spiller den ranke og stolte datter til den stumme Ada McGrath (Holly Hunter), der kun synes at være lykkelig, når hun spiller på sit piano.
Filmen er bygget op som et temmelig barskt epos og lægger kraften og saften i det gnistrende spil mellem Hunter og Keitel. Michael Nymans velklingende kompositioner strømmer ud gennem Hunters hænder, og filmen fremstår stadig som en af 90'ernes mest fængslende kærlighedshistorier.
Sådan starter Jane Campions billedstærke tredje film, der blev nærmest overdænget med priser, blandt dem en Oscar for bedste originale manuskript og for bedste birolle til den dengang kun 11-årige Anna Paquin. Hun spiller den ranke og stolte datter til den stumme Ada McGrath (Holly Hunter), der kun synes at være lykkelig, når hun spiller på sit piano.
Filmen er bygget op som et temmelig barskt epos og lægger kraften og saften i det gnistrende spil mellem Hunter og Keitel. Michael Nymans velklingende kompositioner strømmer ud gennem Hunters hænder, og filmen fremstår stadig som en af 90'ernes mest fængslende kærlighedshistorier.
