Playtime (1967)

Ud af Jacques Tatis bare 6 film er ’PlayTime’ kronen på værket. François Truffaut sagde om ’PlayTime’, at den var ”en film, der kommer fra en fremmed planet, hvor de laver film på en anden måde.” Men sådan set er der meget, der er genkendeligt. Tatis alter ego, Monsieur Hulot, kastes som en datidens Mr. Bean ind i rum, han intuitivt ikke forstår, og der opstår dyb komik ud af glashuse, indgangsdøre, venterum, kubistiske arbejdsmiljøer og kliniske messehaller. Filmen lader sig nemt fortolke som en kritik af det moderne samfunds kulde og fremmedgørelse. Men den kan samtidig ses som en nysgerrig hyldest til det moderne og til storbyens særprægede lyde, trafikkens koreografi og kontorlandskabernes endeløse symmetri. Tatis bittersøde modernitetsportræt tilbyder et nyt blik på det offentlige rums teater, hvor de mange komiske optrin ikke giver anledning til latter, men til små smil af dyb genkendelse.