‘Rosa’s Wedding’ er vital og fandenivoldsk feel-good-feminisme fra den spanske solkyst. 45-årige Rosa har i alt for mange år ofret alt for at hjælpe sin familie, sine naboer og sin krævende arbejdsgiver. En dag gider hun ikke mere, sætter sig ind i sin bil og kører ud af Valencia og nordpå til Benicàssim, hvor Rosas mor drev et skrædderværksted, som Rosa drømmer om at genoplive. Hjemme i Valencia falder alt hurtigt fra hinanden, for hvem skal nu passe Rosas niecer og vande naboens planter?
Familien stiller sig uforstående overfor Rosas drømmeprojekt med skrædderiet, og vil i det hele taget ikke høre på hende. For at få deres opmærksomhed inviterer Rosa derfor til bryllup i Benicàssim. Men hun undlader at fortælle, at hun skal giftes med sig selv: Et ægteskab, hvor hun lover at lytte til sig selv, holde af sig selv og leve resten af sit liv på det løfte.
Det kunne være en historie fra en selvhjælpsbog, men instruktøren Icíar Bollaín løfter med humor og menneskekendskab historien op til at blive et nuanceret og sprælsk kvindeportræt – og et tværsnit af den spanske familie anno nu. Bollaín stempler med vilje ikke direkte ind i den ligestillingsdebat, der verserer i Spanien i disse år om emner som partnervold og skæv fordeling af husligt arbejde. Hun er mere interesseret i den menneskelige historie om kvinden, der lavmælt siger fra. En historie, som de fleste alt for godt vil kunne spejle sig i. Candela Peña (’Alt om min mor’) er eminent i hovedrollen og formidler alle følelsesnuancerne hos Rosa, fra det søde, hjælpsomme og overbærende til det handlekraftige, spidse og fandenivoldske.
Icíar Bollaín (f. 1967) debuterede som skuespiller i Victor Erices ’Syd’ (1983) og kunne senere opleves i Ken Loach-filmen ’Land and Freedom’ (1995). Slægtskabet med Ken Loach er umiskendeligt (privat danner Bollaín par med Paul Laverty, Loachs faste manuskriptforfatter) og fra instruktørdebuten i 1995 har hun leveret en lang række stærke dramaer, alle socialt indignerede og humoristiske – to størrelser, der hos Bollaín aldrig er modsætninger, tværtimod.
Familien stiller sig uforstående overfor Rosas drømmeprojekt med skrædderiet, og vil i det hele taget ikke høre på hende. For at få deres opmærksomhed inviterer Rosa derfor til bryllup i Benicàssim. Men hun undlader at fortælle, at hun skal giftes med sig selv: Et ægteskab, hvor hun lover at lytte til sig selv, holde af sig selv og leve resten af sit liv på det løfte.
Det kunne være en historie fra en selvhjælpsbog, men instruktøren Icíar Bollaín løfter med humor og menneskekendskab historien op til at blive et nuanceret og sprælsk kvindeportræt – og et tværsnit af den spanske familie anno nu. Bollaín stempler med vilje ikke direkte ind i den ligestillingsdebat, der verserer i Spanien i disse år om emner som partnervold og skæv fordeling af husligt arbejde. Hun er mere interesseret i den menneskelige historie om kvinden, der lavmælt siger fra. En historie, som de fleste alt for godt vil kunne spejle sig i. Candela Peña (’Alt om min mor’) er eminent i hovedrollen og formidler alle følelsesnuancerne hos Rosa, fra det søde, hjælpsomme og overbærende til det handlekraftige, spidse og fandenivoldske.
Icíar Bollaín (f. 1967) debuterede som skuespiller i Victor Erices ’Syd’ (1983) og kunne senere opleves i Ken Loach-filmen ’Land and Freedom’ (1995). Slægtskabet med Ken Loach er umiskendeligt (privat danner Bollaín par med Paul Laverty, Loachs faste manuskriptforfatter) og fra instruktørdebuten i 1995 har hun leveret en lang række stærke dramaer, alle socialt indignerede og humoristiske – to størrelser, der hos Bollaín aldrig er modsætninger, tværtimod.
Genre:
Spilletid: 0 timer 0 minutter
År: 1969
