Bergmans særlige blanding af soap-opera og Strindberg i 'Scener fra et ægteskab' lagde gaderne øde, da serien blev vist på tv i 1972. Serien fik mange til at granske deres eget parforhold, og de skandinaviske familierådgivninger fik pludseligt kronede dage. ’Scener fra et ægteskab’ er en intens, hudløs skildring af et ægteskab i opløsning, hvor de to hovedkarakterer er tæt forbundne, men alligevel emotionelt uden for rækkevidde.
Liv Ullmann og Erland Josephson leverer særdeles overbevisende præstationer i hovedrollerne. I dokumentarfilmen ’Bergman og filmen’ fortæller den aldrende instruktør skyldplaget, at den centrale scene, hvor Johan kommer hjem og fortæller Marianne, at han er blevet forelsket i en anden er hentet direkte ud af Bergmans eget liv – da han forlod sin kone og fire børn i Göteborg for at tage med sin nye kærlighed (Gun Grut) til Paris.