Ogawa-gruppen benyttede med ´The Sundial Carved with a Thousand Years of Notches - The Magino Village Story´ greb som iscenesættelse og reenactments til at beskrive og reflektere over de myter og ritualer, som udgør landsbyen Maginos både reelle og imaginære historie. De lokale optræder i flere roller, somme tider som individer, andre gange som fortællere og som bærere af stedets historie og kollektive hukommelse. Alle de teknikker, som Ogawa havde udviklet i de tidligere film, bliver taget i brug, og filmen består af materiale optaget over en periode på mere end 10 år. Tiden selv er et grundstof i filmen. Fra den biologiske tid, som det tager at dyrke ris, til den dybe tid med gudedyrkelse. Den antropologiske dimension i Ogawa-gruppens arbejde når her et nyt og mere interventionistisk niveau, hvor filmen ´rummer´ verden i sin totalitet.
