Gå til hovedindhold
Tilføj til min liste
Ikke set

Synonyms

Vinder af Guldbjørnen Læs mere
2022
123 min

En film, der vinder Guldbjørnen i Berlin plejer at være garanteret en ret bred dansk biografdistribution. Men ’Synonyms’ er ikke en film, man vil associere med plejer. Den er intens, underlig, halsbrækkende - på samme tid meget direkte og meget konceptuel. Lige så svær at putte i genrekategori, som det er at få en vandmand gennem en brevsprække. Hør bare:

Yoav er en fremmed ung mand, der går rundt i Paris. Eller rettere: Han vælter undersøgende rundt gennem Paris, intens i blikket, kraftfuld i sine bevægelser, som om han skal indoptage byen gennem sine porer på rekordtid. Det bekymrer ham ikke, at han må sove i en tom lejlighed, eller at hans rygsæk og alle ejendele bliver stjålet. For han er i Frankrig og i færd med at transformere sit sprog, sin identitet, glose for glose.

Sproget fylder i filmen. Yoav terper franske ord som en gal: ”Idiotie, sordide, fétide, grossier, abominable, lamentable.” Sproget er et adgangstegn, et magtmiddel. Han får franske venner og starter et nyt liv i storbyen, men hele tiden med en mystik omkring sig: Hvad med hans israelske jeg, hans fortid, andres blik på ham? Et besøg på den israelske ambassade viser, at ikke alle tager så let på det med, hvem man helst vil være.

Instruktør Nadav Lapid skildrer ikke Yoavs transformation på afstand. Kameraet er ligesom hovedpersonen intenst, hypermobilt, søgende, sultent. Indimellem er de to nærmest i kamp med hinanden for at komme til.

Som det fremgår, er ’Synonyms’ ikke en film, der går 12 af på dusinet. Det er måske endda en film, nogle sikkert vil hade. Men den tør, hvor andre tier – og kaster sig ud i spørgsmål om identitetspolitik, immigration, assimilation, ja selv maskulinitet og magt. Nadav Lapid kommer ikke med mange svar, men han tvinger en til at reflektere. Kort sagt: En unik, modig, tænksom og frenetisk film – og nu også Månedens Film i Cinemateket.

Vurder selv filmen
Rating star
Rating star
Rating star
Rating star
Rating star
Rating star
Din bedømmelse: /6
Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.