Kom helt tæt på Thelonious Monk i 'Theolonious Monk: Straight No Chaser'. Musikeren blev i mere end et tiår negligeret af sin samtid, der ikke formåede at lytte til hans musik på musikkens egne præmisser, indtil han en dag blev hyldet som et geni. Hans zen-agtige spil, avancerede kompositioner, introverte væsen og særlige fremtoning (han elskede eksempelvis skøre hatte) bevirkede, at mange af bebop-æraens mere konventionelle musikere mente, at han ganske enkelt var skør. I slutningen af 50'erne var tiden imidlertid moden til Monk.
Han fandt sammen med John Coltrane og siden Johnny Griffin, Charlie Rouse og andre innovatorer, og kunne endelig hyldes for sit unikke udtryk - et udtryk, der ikke havde ændret sig væsentligt siden 1947, og som ikke siden skulle ændre sig nævneværdigt.
Det er sjældent, man oplever kapaciteter af Monks kaliber indfanget fyldestgørende på celluloid. Men 'Thelonious Monk: Straight No Chaser' giver et enestående indblik i såvel mennesket som musikeren Monk.
Filmen er instrueret af Charlotte Zwerin (bl.a. kendt for Rolling Stones-dokumentaren ‘Gimme Shelter') og co-produceret af jazz-afficionadoen Clint Eastwood (som fik ideen til projektet under forberedelserne til sin Charlie Parker-spillefilm 'Bird').
Den byder på klip fra ikke mindre end 14 timers optagelser fra koncerter i Europa 1967-68 optaget af dokumentaristen Christian Blackwood, foruden kostbare minutter fra Columbia Records' studie, hvor Monk er i glødende kunstnerisk disputs med producer Teo Macero. Læg dertil en palet af herligt - til tider bizart - autentisk materiale fra hotelværelser, lufhavne og andre nødvendige stop i turné-livet samt tidlige tv-optrædener, big band-sessions og interviews med managers, familie og kolleger.
Kort sagt en perle af et jazz-dokument om en musiker, der med sindsro kunne kalde sig 'the high priest of bebop'.
