Joel Schumachers retssagsdrama 'A Time to Kill' var bl.a. med til at lancere karrieren for Matthew McConaughey, der spiller den unge sydstatssagfører Jake Brigance, der tager sit livs værste sag.
En sort mand står anklaget for et mord, han uden tvivl har begået. I et anfald af raseri skød og dræbte han de to mænd, der voldtog og mishandlede hans lille datter. De to mænd var hvide og havde tilmed forbindelser til Ku Klux Klan, men kan Brigance få en skyldig mand frikendt på baggrund af den umenneskelige handling, ofrene har begået?
Snart er Brigance på dybt vand og selv truet på livet.
I 'A Time to Kill' får McConaughey selskab af Sandra Bullock, Donald Sutherland, Kiefer Sutherland og Samuel L. Jackson, mens filmen bygger på John Grishams bestseller fra 1989.