I 'Wajib' skal Shadis søster giftes, så han er taget fra sit nye land Italien og tilbage til Palæstina for at hjælpe sin far Abu med at hånduddele bryllupsinvitationer, som det sig hør og bør i Nazareth. Abu, der er skolelærer af den gamle skole, gør alt for at holde på formerne og holder fast i en gammel løgn om, at hans søn er læge. I virkeligheden er Shadi arkitekt, bor i Rom med sin kæreste og godt træt af farens traditionsbundne måder at tænke og agere på. Hvis man vil gå med kulørte skjorter og man-bun, så gør man det!
Der er både generations- og kulturkløft mellem far og søn, men som dagen skrider frem – og Abu forsøger at afsætte sønnen til næsten samtlige kvinder – nærmer de sig mere og mere hinanden. 'Wajib' er en lun roadmovie fra et kristent Palæstina, vi ikke ser så tit på film. Politiske spændinger er diskret skubbet i baggrunden ligesom plastic-juleopsatserne, mens filmens ligefremme dialog på intelligent vis blotlægger dilemmaer og glemt kærlighed. Det lune samspil mellem Mohamed og Saleh Bakri i hovedrollerne (man mærker, at de også er far og søn i virkeligheden!) er hele filmen værd, og den dansk koproducerede film løb med hele tre priser på festivalen i Locarno foruden priser på for både bedste film og bedste skuespil på den store pan-arabiske festival i Dubai.
/6