Den nyligt afdøde canadiskfødte og i New York bosatte kunstner og filmmager Michael Snow (1928-2023) satte et afgørende mærke på filmkunsten med dette strukturalistiske hovedværk fra 1967. Filmen er optaget i et typisk newyorker-loft og fremstår som en blanding af en teknisk/filmsproglig undersøgelse og en samling mystiske fiktionsfragmenter. Intet sker, og alligevel sker der hele tiden noget.
Billedet forstyrres undervejs af diverse former for ‘optisk støj’ (indskudte farvefiltre og andre former for manipulation). Ligesom der på lydsporet optræder forskellige elementer, nogle af dem tilsyneladende reallyde, andre syntetisk frembragte (mest markant en sinustone, som introduceres efter cirka otte minutter og herefter stiger i frekvens i resten af filmens spilletid).
Hertil kommer et antal sekvenser, hvor anonyme aktører træder ind i sceneriet og udfører handlinger, som ikke forklares i sammenhængen.
I en sekvens lytter to kvinder til The Beatles’ seneste single, ’Strawberry Fields Forever’ (med budskabet “nothing is real”). I en anden er vi vidner til noget, der kunne være en kriminalintrige, men igen kommer der ingen forklaring.
Og mens alt dette står på, bevæger kameraet sig nærmest umærkeligt fremad indtil et punkt, hvor titlens ‘bølgelængde’ får en overraskende konkret betydning – dog igen uden at der på nogen som helst måde er tale om en ‘forklaring’ på filmen.
I forbindelse med verdenspremieren på Wavelength i Belgien i 1967 skrev Michael Snow en hensigtserklæring, hvori det blandt andet hed:
“Jeg ønskede at lave et sammendrag af mit nervesystem, mine religiøse anelser og æstetiske ideer. Hvad jeg havde i tankerne og planlagde at realisere var et tidsmonument, i hvilket ækvivalensens skønhed og tristesse ville blive fejret, idet jeg tænkte på og stræbte efter at skabe et definitivt statement af filmisk rum og tid, en balanceakt mellem ‘illusion’ og ‘fakta’, alt sammen om at se.”
Billedet forstyrres undervejs af diverse former for ‘optisk støj’ (indskudte farvefiltre og andre former for manipulation). Ligesom der på lydsporet optræder forskellige elementer, nogle af dem tilsyneladende reallyde, andre syntetisk frembragte (mest markant en sinustone, som introduceres efter cirka otte minutter og herefter stiger i frekvens i resten af filmens spilletid).
Hertil kommer et antal sekvenser, hvor anonyme aktører træder ind i sceneriet og udfører handlinger, som ikke forklares i sammenhængen.
I en sekvens lytter to kvinder til The Beatles’ seneste single, ’Strawberry Fields Forever’ (med budskabet “nothing is real”). I en anden er vi vidner til noget, der kunne være en kriminalintrige, men igen kommer der ingen forklaring.
Og mens alt dette står på, bevæger kameraet sig nærmest umærkeligt fremad indtil et punkt, hvor titlens ‘bølgelængde’ får en overraskende konkret betydning – dog igen uden at der på nogen som helst måde er tale om en ‘forklaring’ på filmen.
I forbindelse med verdenspremieren på Wavelength i Belgien i 1967 skrev Michael Snow en hensigtserklæring, hvori det blandt andet hed:
“Jeg ønskede at lave et sammendrag af mit nervesystem, mine religiøse anelser og æstetiske ideer. Hvad jeg havde i tankerne og planlagde at realisere var et tidsmonument, i hvilket ækvivalensens skønhed og tristesse ville blive fejret, idet jeg tænkte på og stræbte efter at skabe et definitivt statement af filmisk rum og tid, en balanceakt mellem ‘illusion’ og ‘fakta’, alt sammen om at se.”
Genre:
Spilletid: 0 timer 0 minutter
År: 1969
