5 serier du skal se i juli
Dansk komedieserie, britisk krimi og klassisk western
Sommeren er i fuld gang - og hvis du vil søge ly for sol, strand og Tour de France, så er vi her for dig!
Vi har udvalgt fem serier, der får premiere i juli - og som har noget til enhver smag. En ny dansk komedie-serie, en britisk krimi, ikonisk animationsserie, klassisk western og spændigsfuld fly-thriller.
Se de 5 serier du skal streame i løbet af juli herunder:
Et fly fra Dubai til London bliver hijacket. Den talentfulde forretningshandler Sam Nelson, som er ombord på flyet, må bruge sine særlige taleevner til at finde en fredelig løsning med myndighederne på jorden.
I hovedrollen ses Hollywood-stjernen Idris Elba, mens danske Sebastian Jessen også ses i en mindre rolle.
'Hijack' er skabt af manden bag bl.a. den populære Netflix-serie Lupin.
Nikolaj Lie Kaas har både skrevet og instrueret den nye komedie-serie 'Agent', der har Esben Smed i hovedrollen som celebrity-agenten Joe.
Joe står i vanskeligheder til halsen, da en vigtig aftale går i vasken - og alle hans kendte klienter konstant roder sig ud i ildebrande, som Joe skal komme og slukke.
Universet er befolket af kendisser, der spiller dem selv. Man kan således glæde sig til at se Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen, Sidse Barbett Knudsen, Dar Salim, Tobias Rahim, Melvin Kakooza, Thomas Blachman og mange flere spille "dem selv".
'Agent' kan ses på TV2 Play fra 2. juli, og på TV2 fra 9. juli.
Serien 'Django' er en nyfortolkning af western-klassikeren Django fra 1966, der var en central del af bølgen med såkaldte "spaghetti westerns" fra Italien.
Serien følger revolvermanden Django, der leder efter sin datter, som blev taget fra ham otte år tidligere. Det fører ham til byen New Babylon, der er grundlagt af manden John Ellis og fungerer som et tilholdssted for lovløse cowboys.
Ellis har også sine egne fjender, bl.a. kvinden Elizabeth, som ikke vil sky nogle midler for at få Ellis nedlagt.
'Django' har belgiske Matthias Schoenaerts i titelrollen, der bl.a. har medvirket i Thomas Vinterbergs Far from the Madding Crowd og Kursk. På rollelisten fidner man også svenske Noomi Rapace (Mænd der hader kvinder) og Nicholas Pinnock (Fortitude).
'Django' kan ses på SkyShowtime fra 3. juli.
Efter en pause på ti år er den elskede animationsserie 'Futurama' tilbage - endda med sin originale besætning.
Den nye sæson 11 vil bestå af ti nye afsnit - og efter sigende kan nye seere tage serien op herfra, mens gamle fans vil få afklaring på mysterier, der har strukket sig over et årti - herunder udviklingen i den episke kærlighedshistorie mellem Fry og Leela, det mystiske indhold i Nibblers kattebakke, den hemmelige historie om den onde robotjulemand, og hvor Kif og Amys haletudser befinder sig.
I mellemtiden er der en helt ny pandemi i byen, mens holdet udforsker fremtiden inden for
vacciner, bitcoin, cancel culture og streaming-tv.
'Futurama - sæson 11' får premiere 24. juli på Disney+.
Så er der britisk krimi til alle serie-detektiverne derude!
Vi er i 1970'ernes England, hvor detektiven og poeten, Adam Dalgliesh, fortsætter med at opklare usædvanlige mordsager i hans billedskønne landsby.
2. sæson byder på tre nye mordsager baseret på bøgerne Mord på laboratoriet, En form for retfærdighed og Mordsalen. Klassisk krimi baseret på P.D. James populære detektivromaner.
Den nye sæson vil bestå af seks afsnit.