De 10 bedste film på DRTV lige nu
DR byder på danske film, dokumentarer og filmdebuter
Mens man hen over sommeren har skulle finde på dårlige undskyldninger for at blive i sengen, så nærmer streamingens højsæson – efteråret – sig med hastige skridt. I en tid, hvor dagene bliver kortere og regnvejret tager til, er der sjældent en bedre måde at tackle det på end med en god film på sofaen.
Vi har derfor samlet en liste med de 10 bedste film, som lige nu kan ses på DRTV.
Streamingtjenesten rummer en hel del stærke danske filmtitler og dokumentarer, hvilket sætter sit tydelige præg på listen.
På listen finder du dokumentarer, der overgår fantasien, intense thrillere, stjerneinstruktørdebuter og meget, meget mere.
Den skyldige
Da den danske thriller Den skyldige udkom tilbage i 2018, tog den sine seere med på en sindsoprivende rejse.
Filmen handler om politibetjenten Asger Holm, der modtager et 112-opkald fra en kvinde, der er ved at blive kidnappet. Røret bliver lagt på, og Asger står tilbage med få spor og kun sin telefon som middel til at redde kvinden.
Jakob Cedergren spiller rollen som Asger, der fra sin plads på kontoret skal jage kidnapperen. Filmen er udelukkende optaget på én location, hvilket blot bidrager til filmens intense stemning.
'Den skyldige' modtog Publikumsprisen ved Sundance filmfestivalen, og en amerikansk version med Jake Gyllanhaal er undervejs.
Tre identiske fremmede
Den amerikanske dokumentarfilm Tre identiske fremmede fortæller historien om trillingerne, der blev adskilt og bortadopteret kort efter deres fødsel. De lever hver deres liv i New York uden at kende til de andres eksistens. Lige indtil de en dag ved en ren tilfældighed finder hinanden.
Deres hjertevarme historie bliver sidenhen forsidestof, og alle ønsker at høre om trillingerne, der, til trods for vidt forskellig opvækst, deler en masse ligheder, som rækker udover deres identiske ydre.
Idyllen lader til ingen ende at have, men sådan hænger virkeligheden jo sjældent sammen. Dokumentarfilmen graver nemlig lidt dybere, og under overfladen gemmer sig hemmeligheder om skumle adoptionsselskaber og uhyggelige sociale eksperimenter.
Midt om natten
Midt om natten er en dansk filmklassiker, der blot er blevet yderligere foreviget med Kim Larsens ikoniske titelsang. Filmen er også den 7. bedste sælgende danske biograffilm nogensinde med over 900.000 solgte billetter.
Kim Larsen spiller også hovedrollen Benny, der sammen med sin ven Arnold og en gruppe BZ’ere smides ud af en ejendom på Nørrebro. De beslutter sig for at starte fribyttersamfundet Haveje omkring en forladt fabrik på Sydhavnen.
Problemerne banker dog på byporten, hvor politikere, forretningsmænd og rockere truer Benny og Arnolds minisamfund.
Filmen er instrueret af Erik Balling, der også har skrevet manuskriptet i fællesskab med Kim Larsen og Henning Bahs.
Armadillo
På et tidspunkt, hvor krisen i Afghanistan træder ind i et nyt kapitel, virker et gensyn med Janus Metz’ krigsdokumentar, Armadillo, yderst relevant.
Metz fulgte i 6 måneder af 2009 en gruppe af danske soldater, der blev udstationeret på basen Armadillo i den afghanske Helman-provins. De unge mænd rejser uskyldige afsted mod brændpunktet, hvor politiske beslutninger møder praksis, når det internationale samfunds intentioner om demokratisering møder de reelle konsekvenser af krigen.
'Armadillo' er et unikt indblik ind i livet som udsendt soldat og krigen i Afghanistan på helt tæt hold.
De største helte
Thomas Vinterbergs virke rummer nogle af dansk films helt store titler som Druk, Jagten og Festen. Men inden han nåede hertil debuterede Vinterberg i 1996 som spillefilmsinstruktør med De største helte.
I filmen følger vi Karsten, der spilles af Thomas Bo Larsen, der er på udgang fra fængslet. Da han finder ud af, at han har en datter, og at hendes stedfar ikke behandler hende ordentligt, stikker han af mod Sverige sammen med hende og hans bedste ven Peter.
Foruden Thomas Bo Larsen har 'De største helte' Trine Dyrholm, Ulrich Thomsen, Paprika Steen og Bjarne Henriksen på rollelisten.
Kongekabale
Man skal lede længe efter en mere stjernespækket rolleliste, end den man finder til den danske, politiske thriller Kongekabale. Anders W. Berthelsen, Søren Pilmark, Nicolas Bro, Lars Mikkelsen, Nicolaj Kopernikus – listen bliver ved og ved.
I 'Kongekabale' kommer midterpartiets karismatiske leder slemt til skade under et biluheld, og det indleder en åben magtkamp i det politiske landskab. En magtkamp som en ung journalist følger på tæt hånd, hvilket leder ham på sporet af en konspiration.
Filmen er baseret på en insider-bog af samme navn og instrueret af Nikolaj Arcel, der også har skrevet og instrueret En kongelig affære.
Forbrydelsens element
Lars von Triers krimifilm Forbrydelsens element foregår i et dystopisk og opløst Europa i fremtiden, hvor en børnemorder hærger.
Vi følger politiinspektøren, Fisher, der tyr til alternative metoder som hypnose og lader sig træde ind i forbryderens sted i et forsøg på at fange gerningsmanden.
'Forbrydelsens element' udkom i 1984 og var Lars von Triers spillefilmsdebut. Filmen oplevede stor succes ved filmfestivalen i Cannes, hvor den vandt en pris for filmteknik og var nomineret til Den gyldne palme.
En frygtelig kvinde
Da Christian Tafdrups komedie-drama En frygtelig kvinde udkom tilbage i 2017, vakte filmens portræt af den manipulerende kontrolfreak, Marie, stor debat i de danske medier.
Filmen handler om Rasmus, der møder Marie og hurtigt er overbevist om, at hun er hans livs kærlighed. Som tiden går, ser Rasmus dog flere og flere ting i Marie, som udfordrer ham og hans forhold til sin maskulinitet.
Året inden 'En frygtelig kvinde' udkom var Christian Tafdrup aktuel med sin instruktørdebut Forældre. Filmen, der handler et ægtepar, som en dag vågner op 30 år yngre, er også at finde på DRTV.
The Act of Killing
Joshua Oppenheimers danskproducerede dokumentarfilm The Act of Killing omhandler en række dødspatruljeledere, der stod i spidsen for folkemordet i Indonesien i 60’erne.
I filmen udfordrer Oppenheimer dødspatruljelederne til at indspille deres gerninger i forskellige filmgenrer. Dette resulterer i nogle absurde optagelser, hvor mordere selv stolt spiller rollerne som både ofre og bødler.
'The Act of Killing' giver et dystert indblik ind i menneskets mørkeste sider og et korrupt regimes indblanding i folkemord.
Joshua Oppenheimer lavede efterfølgende dokumentarfilmen The Look of Silence, som også er at finde på DRTV, der følger nogle af folkemordets ofres familiemedlemmer.
Small Axe
Small Axe er i virkeligheden ikke en film, men rettere en samlet serie af 5 film. Bag filmene står Steve McQueen, der også har skrevet og instrueret film som Hunger, Shame og 12 Years a Slave.
De 5 film handler alle om det vestindiske samfund i London, hvor racediskrimination bekæmpes i op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne. Historierne og karaktererne skiftes ud i hver film, mens de overordnede temaer går igen.
Filmene kaster et blik på både retssager, voldsepisoder, politimænd, forfattere og uddannelsessystemet, og de er alle baseret på virkelig hændelser.