Gå til hovedindhold

Den største Star Wars-skandale nogensinde bliver til en ny film

Der har været en ubalance i Kraften.

Skrevet af Sofie Rechendorff Andersen


Nu har vi endelig chancen for at se, hvad det var, der gik galt, da George Lucas gav en tv-station rettighederne til Star Wars-universet og lod dem lave en Star Wars-julespecial, som var så dårlig, at ingen involverede har villet tale om den siden. 

Juleprogrammet - 'The Star Wars Holiday Special' - blev sendt på amerikansk tv den 17. november 1978 og er hverken blevet genudsendt eller udgivet på nogen form for hjemmevideo-format eller streaming nogensinde. Den eneste del af programmet, som har været udgivet på DVD og streaming, er en lille tegneserie, som introducerer fanfavoritkarakteren Boba Fett.

Programmet blev lagt for had fra både fans og kritikere, da det blev sendt, og er senere blevet omtalt som det største flop i Star Wars’ historie.

Men var det virkelig så dårligt? Og hvis det var, hvordan kunne det gå så galt? De spørgsmål kan både nye og gamle Star Wars-fans endelig få svar på i dokumentarfilmen ‘A Disturbance in the Force’, som i øjeblikket kan ses i udvalgte biografer i USA.

Fordi juleprogrammet har været så svært at få adgang til, har det opnået en nærmest mytisk status i Star Wars-fankredse. Alle er klar over, at kvaliteten på programmet er lav, men mange vil gerne se den alligevel.

Der er jo også en reel mulighed for, at den rammer det sted på kvalitetskurven, hvor den er så dårlig, den bliver et mesterværk. Derfor er det også ret stort, at der i den nye dokumentar vil være klip fra juleprogrammet, som ikke har set dagens lys siden 17. november 1978. 

ObiWan

©Lucasfilm

Den forhadte Star Wars-julespecial foregår mellem handlingen i den første film og toeren ‘The Empire Strikes Back’, som endnu ikke var udkommet, da juleprogrammet blev vist. Programmet følger Han Solo (Harrison Ford) og Chewbacca (Peter Mayhew) til Chewies hjemplanet Kashyyyk for at fejre en umiskendeligt juleagtig højtid ved navn “Life Day” sammen med Chewies familie. 

Her er der dog stormtroopers på jagt efter dem, og Chewies familie må forsøge at aflede deres opmærksomhed, hvilket giver anledning til, at de og programmets seer ser en masse små videoer med alle mulige forskellige små fortællinger. Dette virker om muligt endnu mere søgt for et dansk publikum, men det er en del af formen på de amerikanske juleprogrammer, de kalder “specials”. Tænk Disneys Juleshow. Ikke nødvendigvis et dårligt format, men måske ikke meget egnet til et univers som Star Wars.

Hvordan det alligevel endte sådan, at juleprogrammet opstod, vil vise sig, når vi får mulighed for at se den nye dokumentarfilm. Skaberne af dokumentaren (Jeremy Coon, som blandt andet stod bag ‘Napoleon Dynamite’ og Steve Kozak) har inviteret en hel vifte af amerikanske komikere og tv-personligheder med i dokumentaren. 

Disse tæller den amerikanske komiker og tv-forfatter Bruce Vilanch, som var med til at skrive Star Wars julespecialen, komiker og skaber af parodi-sange "Weird Al" Yankovic (millennials derude husker måske “I’m just too white and nerdy”), manuskriptforfatteren Mick Garris (‘Hocus Pocus’), tv-vært Donny Osmond og skuespiller og tv-skaber Seth Green (Buffy the Vampire Slayer). Det ser ud til at blive en underholdende rejse tilbage til det surrealistiske sted, der var amerikansk tv i 1970’erne.

Dokumentaren har ingen dansk premieredato endnu.

Trailer til A Disturbance in the Force

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.