Efter 'Druk': Se de første billeder fra Thomas Vinterbergs stjernespækkede nye tv-serie
Zentropas største produktion til dato
Efter sin Oscar-sejr i 2021 med Druk er den danske mesterinstruktør Thomas Vinterberg nu snart klar med sit næste store projekt, som bliver en TV-serie til TV 2 og TV2 Play.
Serien har fået titlen 'Familier som vores' og lover at blive næste års helt store danske dramaserie. Nu har vi fået et første kig på serien og dens imponerende rolleliste. Se de første still- og bagom-billeder nederst i artiklen.
LÆS OGSÅ: Bekræftet: 2 danske stjerner får hovedroller i ny sæson af populær TV 2-serie
Historien begynder midt i den danske sommer, hvor livet går som det plejer. Men som et lyn fra en klar himmel bliver alt revet fra hinanden. Den stigende vandstand kan ikke længere ignoreres, og regeringen beslutter, at hele Danmark skal evakueres.
Al ejendom er med ét værdiløst, og huse og institutioner lades ensomme tilbage, mens familier, venner og elskende tvinges i hver sin retning. De, der har råd, rejser til velhavende lande, mens de mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program og må flytte hen, hvor der er plads.
På deres vej ud af Danmark og ned gennem Europa følger vi en stor dansk familie og deres nærmeste. Vi møder de to unge studenter Laura (Amaryllis August) og Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), der forelsker sig i hinanden. Vi møder Lauras skilte forældre: hendes far, den succesfulde arkitekt Jacob (Nikolaj Lie Kaas), og hendes mor, den stressramte videnskabsjournalist Fanny (Paprika Steen).
Vi møder også Jacobs nye kone Amalie (Helene Reingaard Neumann), Amalies bror Nikolaj (Esben Smed) og hans mand Henrik (Magnus Millang), Henriks uregerlige bror Peter (David Dencik), Fannys bror Holger (Thomas Bo Larsen) samt drengen Lucas (Max Kaysen Høyrup) og hans mor Christel (Asta Kamma August), som krydser veje med familien.
LÆS OGSÅ: Derfor sagde dansk succes-duo nej til Hollywood
TV 2 har produceret serien i samarbejde med Zentropa, der kan fortælle, at det er deres største produktion til dato. Optagelserne har fundet sted i fem forskellige lande, og udover det store stjernebesatte danske cast medvirker også over 40 udenlandske skuespillere og hele 2.500 statister fra hele Europa.
'Familier som vores' er skrevet af Thomas Vinterberg selv sammen med Bo Hr. Hansen. Thomas Vinterberg har instrueret alle seriens syv afsnit, som kan ses på TV 2 Play og TV 2 til efteråret.
Se de første billeder fra serien herunder: