Filmverdenens alsidige kamæleon er vendt hjem: Fra Shakespeare til Marvel og Harry Potter
Biografaktuel med Oscar-nomineret film
Lige nu er der biografpremiere på filmen Belfast, der udover at være nomineret til hele syv Oscars som en af favoritterne ved årets uddeling, er den mest personlige film instrueret af Kenneth Branagh til dato.
Belfast skildrer nemlig Branaghs egen opvækst i den nordirske hovedstad, som i 1960erne led af blodige kampe, bander og uro i gaderne grundet kampe mellem protestanter og katolikker.
Det er en nostalgisk film om barndommens oplevelser med familien, de første møder med fortryllende biografoplevelser og selvfølgelig de barske omstændigheder i byen - skildret i æstetisk sort-hvid, der ville få Orson Welles til at nikke anerkende fra sin grav. Kort sagt en film for filmelskere.
Overraskende nok skulle den nordirske instruktør, skuespiller og manuskriptforfatter fylde 62 år, før han nåede til en så selvbiografisk film, som det er tilfældet.
Hvorfor er det så en overraskelse? Lad os dykke ned i Kenneth Branaghs liv og karriere for at finde svaret.
Shakespeare banede vejen
Kenneth Charles Branagh blev født den 30. december 1960 i Belfast og var barn af tømreren William og hans hjemmegående hustru Frances Branagh. Familien var tvunget til at flygte fra deres hjemby pga. urolighederne, og de endte i Reading i England. Her begyndte Kenneth Branagh, som tillærte sig rigsengelsk for at slippe for bøller i skolen, at optræde i teaterstykker, og igennem ungdommen begyndte han at få flere og flere prominente roller.
Som 23-årig fik han hovedrollen som Henry V i William Shakespeares klassiske skuespil, men han fandt det ellers anerkendte The Royal Shakespeare Company for stort og upersonligt, hvorfor han dannede sit eget teaterkompagni ved navn Renaissance Theatre Company.
Herfra var banen kridtet for den beslutsomme kunstner, som stod til at blive den helt store Shakespeare-fortolker, og sammenligningen med den legendariske Laurence Olivier (som Kenneth Branagh i øvrigt spillede i 2011-filmen My Week With Marilyn) synes åbenbar.
Som 29-årig instruerede og spillede han hovedrollen i filmversionen af Henry V (1989), der skulle indbringe Oscar-nomineringer i begge kategorier (de første af i alt otte nomineringer i karrieren), og han hyrede adskillige stjerner til sin næste Shakespeare-filmatisering 'Much Ado About Nothing' (1993) med bl.a. Keanu Reeves, Denzel Washington og Michael Keaton på rollelisten.
Russiske skurke, Marvel-film og Harry Potter
Branagh medvirkede og instruerede i visse tilfælde i hele seks Shakespeare-filmatiseringer, så nu skulle man tro, at han kun var til de højt ragende, gammelbritiske produktioner, men faktisk medvirkede Branagh i en lang række mere ”konventionelle” film i USA.
'Dead Again' (1991) med sin daværende kone Emma Thompson, blev Hollywood-gennembruddet, som han både spillede hovedrollen i og instruerede. Og med 'Frankenstein' overfor Robert De Niro i 1994 var stjernestatussen opnået.
På mange måder er Branagh noget af en kamæleon, der både kan forvandle udseende (se bare hans portræt af Hercule Poirot) og mestre eksotiske accenter (som russiske skurke i Jack Ryan: Shadow Recruit og Tenet) på bedste Meryl Streep-manér. Han har film i alle genrer på cv’et, fra krigsfilmen Dunkirk, over det biografiske drama 'Rabbit Proof Fence' til den blandt den yngre målgruppe måske mest kendte rolle som Gilderoy Lockhart i eventyrfilmen Harry Potter og Hemmelighedernes kammer.
Samtidig instruerede han en af de tidlige MCU-film, nemlig Thor med Chris Hemsworth som Marvel-helten. Ergo var han med til at kickstarte det univers, som senere skulle blive dominerende i filmens verden.
Tilbage til fortiden
Så hvorfor er det så overraskende, at Kenneth Branagh først skildrer sin egen barndom på film nu? Han skrev immervæk sin egen selvbiografi som 30-årig og har altid været meget personlig i sin tilgang til teater- og filmkunsten.
Måske var det for hårdt for ham at fremvise en så markant periode i sit liv, der bød på voldsomme uroligheder og en familie under stort pres. Fx beskriver han selv over for The Guardian, at han vendte tilbage til sin hjemstavn for første gang i 2011, blot for at finde barndomshjemmet revet helt ned.
De følgende 10 år gik med at bearbejde den oplevelse, det havde været at vende hjem. Men selvom han medvirkede i adskillige blockbuster-film, var der noget dragende ved Belfast:
- Der var bare ingen måde at slippe følingen af ufærdigt arbejde med det sted, forstår du. Det trak mig altid tilbage, har Branagh fortalt NME i et interview omkring sin nye film.
- Da jeg tog tilbage i 2011, følte jeg stadig en ubearbejdet identitetskrise. Irland og irlændere bruger i høj grad deres hjem til at definere dem selv. Og jeg tror, at ved at lave denne film er det en måde for mig at vende hjem på en mere ærlig måde.
Ærlig, personlig og lavet med stor kærlighed til hjemstavnen og kunsten er lige præcis de ord, man kan sætte på 'Belfast'. Alle tydelige elementer af Branagh, foran og bag kameraet, før og nu.
