Mads Mikkelsen hylder Daniel Craig som den bedste James Bond nogensinde
Skuespillerne åbner op om den kontroversielle torturscene i 'Casino Royale'
Mads Mikkelsen og Daniel Craig blev i weekenden genforenet (virtuelt) i forbindelse med Mikkelsens promovering af den danske Oscar-kandidat, Druk, i amerikanske medier (som også førte til et interview i det populære talkshow Jimmy Kimmel).
Foruden Daniel Craigs ros til skuespilspræstationerne i 'Druk' og en diskussion om filmens tilblivelse, ser de tilbage på deres samarbejde i James Bond-filmen Casino Royale fra 2006, der for første gang viste os Daniel Craig som den verdenskendte britiske spion.
- Det var en vidunderlig dag for mig – måske ikke så meget for dig! Otte timer, hvor du skreg lungerne ud, fortæller den danske stjerne om filmen mest mindeværdige scene, hvori han som skurken Le Chiffre binder en nøgen Bond til en stol uden sæde og pisker ham med et reb.
- Den var på kanten for en Bond-film, siger den nu 53-årige Craig, der snart optræder som Agent 007 for sidste gang i den længe ventede Bond 25: No Time to Die.
De taler desuden om deres første møde over en cigaret, at spille poker imellem optagelserne og Craigs nervøsitet over at overtage rollen som den ikoniske agent, hvortil Mikkelsen tilføjer, at han ikke kunne mærke nervøsiteten og desuden aldrig var i tvivl om, at Craig ville blive den bedste James Bond nogensinde.
Casino Royale kan ses på Blockbuster, iTunes eller SF Anytime.
Druk kan ses på Blockbuster, Viaplay, SF Anytime, Rekuten TV og Grand Hjemmebio.