Originale skuespillere vender tilbage i Disney-serie for at lave 'High School Musical 4'
Meta-historie står for den store reunion
Fans af Disney Channel-fænomenet High School Musical kan godt begynde at glæde sig, fordi nu skal en fjerde film laves – med et sjovt twist.
Den kommende fjerde sæson af Disney+-serien High School Musical: The Musical: The Series vil nemlig følge et meget meta handlingsforløb, der involverer en fjerde film.
På elevernes første dag tilbage fra ferie, annoncerer deres rektor, at Disney har besluttet at lave den længe ventede High School Musical 4: The Reunion-film on-location på deres elskede high school. Vores nye Wildcats fra serien vil spille statister i filmen, men de er selvfølgelig ikke de eneste, der skal medvirke.
Corbin Bleu, der spillede Chad Danforth i den oprindelige trilogi, har allerede medvirket i serien i sæson 3, og han er da også tilbage i den nye sæson. Udover Chad, har Disney også annonceret at Taylor (Monique Coleman), Ryan (Lucas Grabeel), Jack Bolton (Bart Johnson) Ms. Darbus (Alyson Reed) og Martha (Kaycee Stroh) vil genbesøge deres gamle High School.
Indtil videre ved vi ikke om hovedrollerne Zac Efron, Vanessa Hudgens og Ashley Tisdale også vil vende tilbage, men det er pudsigt, at denne nyhed kommer kun et par måneder efter at både Zac Efron og Vanessa Hudgens med et par ugers mellemrum lavede hver deres opslag på Instagram, hvor de stod foran den ikoniske Salt Lake High School East, hvor filmene var optaget.
Om dette bare var et tilfælde, eller om vi måske også kunne se de to stjerner genbesøge deres ikoniske roller som henholdsvis Troy og Gabriella i den nye sæson af serien, må tiden vise.