Gå til hovedindhold

Redaktionen anbefaler: Vores 10 favoritserier fra 2022

Årets bedste på streaming

Skrevet af Redaktionen


Endnu et serieår er omme, og igen er vi blevet forkælede med et hav af underholdning i mange forskellige genrer. Herudover har vi som seriefans kunne dykke ned i både nye, originale serier, spin-offs af populære franchises samt nye sæsoner af flere af vores favoritserier.

Læs også: Årets 10 bedste film 2022

Alt i alt et glimrende år i seriernes verden! Og det vil vi selvfølgelig gerne hylde her på Kino-redaktionen. Derfor kommer vi her med vores top 10 serie-anbefalinger fra det foregående år.

The Bear

Vi måtte vente længe på at få dansk streamingpremiere på 'The Bear', men da vi endelig kunne se den amerikanske dramaserie herhjemme, var det hele ventetiden værd.

'The Bear' følger gourmet-kokken Carmy, der må vende hjem til Chicago for at styre sin afdøde bror Michaels elskede sandwich-restaurant. Her foregår tingene dog på en noget anderledes måde end på de fine restauranter, han er blevet vant til.

Carmys forsøg på at ændre de rutinerede og stædige Chicago-kokke er både morsomt og hjertevarmt. Men seriens stærkeste elementer finder sted i Carmy og kokken Richies forsøg på at bearbejde sorgen over Michaels død.

De benhårde mænd har det ikke godt med at snakke om deres følelser, men når de konfronteres med så dyb en sorg, slås der revner i facaden, og sammen kan de måske finde noget af det, de har mistet.

I hovedrollen ses Jeremy Allen White i noget af en breakout præstation, og vi kan forhåbentligt se ham i mange flere projekter fremover.

Find hvor du kan streame 'The Bear' her.

House of the Dragon

Det banebrydende Game of Thrones-univers vendte i år endelig tilbage på skærmen med sin første spin-off-serie, nemlig 'House of the Dragon'. Og som titlen indikerer, så er dragerne denne gang i endnu højere grad i fokus.

Serien følger en årrække i Targaryen-familiens stortid, hvor Viserys den Første sidder på den eftertragtede trone. Da fortællingen foregår over flere årtier, bliver flere af skuespillerne skiftet ud midtvejs i sæsonen, og det er især de to skuespillere bag prinsesse Rhaenyra Targaryen, Milly Alcock og Emma D’Arcy, der har stjålet publikums gunst.

'House of the Dragon' byder på mange af de ting, som vi elskede ved 'Game of Thrones'. Der er politisk intriger, blodige opgør og interessante karakterer, der får os overvundet på trods af deres tvivlsomme moralske værdier.

Vi glæder os allerede til sæson 2, hvor vi forhåbentligt får meget mere af samme skuffe!

Find hvor du kan se 'House of the Dragon' her.

Better Call Saul - sæson 6

Meget få serier har formået at kende deres besøgelsestid. Det gjorde Breaking Bad, der fint afrundede sin historie med den yderst velansete femte sæson. Det samme er tilfældet med spin-off-serien 'Better Call Saul', der har fortalt historien om, hvordan advokaten Jimmy McGill blev til den storsvindlende Saul Goodman.

I den 6. og sidste sæson af 'Better Call Saul' får vi ikke kun afsluttet Jimmys farefulde rejse, men vi samler også op på slutningen af 'Breaking Bad', og den videre skæbne for Saul Goodman, der er gået under jorden og arbejder som en manager i en Cinnabon-butik.

'Better Call Saul' har altid et kort eller to oppe i ærmet, og serien er ikke bange for at spille dem i sidste sekund og hive gulvtæppet væk under publikum – fra gamle kendinge fra universet, der pludselig dukker op til uventede skæbner og oprigtigt rørende øjeblikke.

Bob Odenkirk brillerer i karrierens glansrolle, mens Rhea Seehorn leverer en af årets bedste præstationer i gennembrudsrollen som Kim.

'Better Call Saul' vil blive savnet, men sikke en afsked.

Find hvor du kan se 'Better Call Saul' her.

the-rehearsal-s01-ep01-1920x1080.jpeg
FOTO: The Rehearsal / HBO

The Rehearsal

Nathan Fielder er helt sin egen – og så er han en af de sjoveste dead-pan komikere, du kan finde. Fielder slog igennem med den geniale serie 'Nathan For You', og i år er han så tilbage med den måske ikke lige så sjove, men mere raffinerede og skarpe 'The Rehearsal'.

Serien stiller det simple spørgsmål: Hvad hvis man kunne øve sig på en svær situation, som man egentligt helst ville undgå?

Resultatet viser tydeligt, at HBO har givet holdet bag serien budgettet til virkelig at teste denne tese til livs. For når Fielder tilbyder helt almindelige mennesker en chance for at øve sig på en situation, så bygges der både 1-til-1 modeller af både lejligheder og barer og hyres et ton af skuespillere i alle aldre.

'The Rehearsal' bliver vildere og vildere, jo længere man kommer ind i serien, og selvom prøverne kun burde imitere virkeligheden, så ender de med at have virkelige konsekvenser for de involverede. Dette resulterer i en håndfuld af de mest mindeværdige serie-øjeblikke fra i år.

Find hvor du kan se 'The Rehearsal' her.

Wednesday

Et af årets helt store stjerneskud må siges at være Jenna Ortega, der i biografen i år både har kunne ses i Scream, X og Studio 666. Her mod slutningen af året så vi hende så i en kraftpræstation som gyserikonet Wednesday Addam fra The Addams Family i Netflix-hittet 'Wednesday'.

Serien indeholder de magiske fantasy-elementer fra Harry Potter-universet blandet med en god portion gyserreferencer og morbid humor. En helt fantastisk kombination, hvis du spørger os!

'Wednesday' følger titelkarakteren i hendes første skoleår på Nevermore Academy, hvor alle er udstødte fra samfundet på den ene eller anden måde. De studerende tæller bl.a. varulve, sirener og teenagere med psykiske evner.

Universet og dets karakterer er uhyre interessante, og oveni det skal Wednesday opklare et spændende mysterium. Alt dette gør, at serien gør sig som et af årets absolut bedste og mest underholdende titler, der nemt kan spises i en enkelt mundfuld.

Find hvor du kan se 'Wednesday' her.

Andor

Star Wars-universet bliver større og større, og alene i år har franchisen budt på tre nye serier i form af The Book of Boba Fett, Obi-Wan Kenobi og senest – 'Andor'.

Sidstnævnte er dog på et helt andet niveau end de andre, og med denne serie er vi endelig oppe og køre omkring Star Wars-serierne igen. 'Andor' gør nemlig noget, vi har ventet på i lang tid.

Serien fortæller en spændende historie, der foregår i Star Wars-universet, men som hverken handler om lyssværd, Skywalker-familien eller andre velkendte karakterer. Star Wars-universet er uendelig stort og har derfor uendeligt potentiale, og det er fantastisk at se endnu flere planeter og karakterer blive udforsket.

Jo jo, vi kommer selvfølgelig ikke helt væk fra den populære Skywalker-saga, da 'Andor' handler om, hvordan Cassian Andor blev en del af oprøret før Rogue One: A Star Wars Story. Men hans historie er isoleret set også en spændende fortælling, der byder på både kup, fangenskab og intriger.

Så hvis du er gået død i Star Wars-universets mange serier, kommer der her en klar anbefaling om at vende tilbage til franchisen med 'Andor'.

Find hvor du kan se 'Andor' her.

The White Lotus - sæson 2

Den første sæson af 'The White Lotus' tog alle med storm i 2021 med sin skarpe historie om medarbejderne på et ferieresort og deres rige gæster. Seriens anden sæson har bestemt ikke skuffet, hvor publikum nu kan besøge endnu et The White Lotus-resort, denne gang på Sicilien.

Historietrådende om medarbejderne er ikke lige så underholdende som i den første sæson, men til gengæld er der masser at tage fat i, når det gælder hotellets gæster.

Især Jennifer Coolidge og Aubrey Plaza leverer fantastiske præstationer som feriegæster, der roder sig ud i situationer, de bestemt ikke havde set komme, før de ankom. Sæsonen overrasker igen undervejs og især én gæsts ferie slutter på eksplosiv vis.

Find hvor du kan se 'The White Lotus' her.

Mayor of Kingstown

Taylor Sheridans serier har været på alle læber i dette serieår. Yellowstone og de to spin-off-serier 1883 og 1923 samt Sylvester Stallones mafiaserie Tulsa King har givet masser af omtale. Men det er hans oversete perle 'Mayer of Kingstown', som vi gerne vil fremhæve.

Seriens første sæson (der er heldigvis en sæson to på vej) blev afsluttet tidligt i 2022, og siden da har indtrykket siddet fast.

'Mayor of Kingstown' udspiller sig i byen Kingstown, hvis hovedindustri er at spærre folk inde – med fire fængsler fordelt inden for en kort radius. Brødreparret Mitch og Mike McLusky fungerer som mæglere mellem de indsatte, de kriminelle på fri fod, politiet og fængselspersonalet – der alle fungerer som hver deres magtindstands.

Men da noget går galt, ender Mike alene med den risikable forretning, som hele tiden vakler på grænsen til krig. Alle vil have noget, som de ikke kan få, og Mike er manden, der prøver at trække i trådene inden blodet flyder.

Og vi kan lige så godt afsløre det her, blodet flyder i første sæson af 'Mayer of Kingstown', hvis boblende og ætsende stemning på et tidspunkt ender i lys lue og for fuld udblæsning.

Jeremy Renner fortsætter sit samarbejde med Sheridan efter den fortrinlige thriller Wind River og understreger sit talent. Han er som Mike både handlekraftig og følelsesfuld. Serien introducerer bl.a. stjernefrøet Emma Laird, der giver den som farlig og skrøbelig femme fatale.

'Mayor of Kingstown' kan streames på SkyShowtime.

The Boys - sæson 3

Superhelte har i stor stil domineret vestlig kultur de sidste knap 15 år, men hvad nu hvis der faktisk fandtes super magtfulde individer i samfundet? Er det naivt at tro, at disse overmennesker ikke ville udnytte denne magt til en absurd grad?

Efter to fremragende sæsoner, var den satiriske og ultravoldelige superhelteserie The Boys tilbage på Prime Video med tredje sæson i 2022, og serien har blot fortsat med at være fyldt med spændende karakterer, uhyggelig skarp samfundssatire… og en hel masse indvolde.

3. sæson introducerede Supernatural-stjernen Jensen Ackles som machohelten Soldier Boy, hvis rå og tørre udtryk passer perfekt ind i det totalt overdrevne The Boys-univers. Samtidig måtte vores hovedpersoner Hughie og Butcher gå imod alle deres moralske principper, da de fik fingrene på stoffet Temp V, der kunne give dem superkræfter i 24 timer, hvilket kun kunne føre til endnu mere kaos og flere blodbad.

Intet popkulturelt produkt har forstået den menneskelige tilbøjelighed til heltedyrkelse bedre end The Boys, og denne tredje sæson satte denne forståelse på spidsen på dybt indsigtsfulde og underholdende måder.

Samtidig er den psykopatiske og overmagtfulde ”helt” Homelander fortsat en af de mest underholdende og skræmmende skurke nogensinde set på TV.

The Boys har ikke skuffet, og sæson 4 måtte gerne komme flyvende i superfart for vores skyld.

Find hvor du kan se 'The Boys' her.

Euphoria - sæson 2

Nu nævnte vi tidligere på listen en titel, der indeholdte flere af årets mest mindeværdige serie-øjeblikke. Det samme kan i den grad siges om 2. sæson af ungdomsdramaet 'Euphoria'.

Zendaya leverer igen en uforglemmelig præstation som den unge stofmisbruger Rue, og i et af sæsonens stærkeste afsnit bliver der spillet på alle skuespils-stringenter, når Rue går amok på sin mor og flygter ud på Los Angeles' gader.

I denne sæson er det dog virkelig karaktererne Maddy og Cassies tid til at skinne igennem. Skuespilleren bag Cassie, Sydney Sweeney, kan vi godt regne med, bliver en af fremtidens helt store stjerner. Med nerve og sårbarhed får hun Cassie til at stråle, og karakterens konflikt med Maddy byder på den ene ikoniske replik efter den anden.

Vi kan ikke vente med at se endnu mere til dette nærmest magiske realisme-univers, hvor teenagere altid er badet i glimmer, og hvor dybe præstationer og skønne billeder går hånd i hånd.

Find hvor du kan se 'Euphoria' her.

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.