Se traileren: Dansker er med i ny episk gladiatorserie med Anthony Hopkins
Instrueret af Hollywood-sværvægter
Den dobbelte Oscar-vinder Sir Anthony Hopkins spiller kejser Vaspasian i den nye episke serie 'Those About to Die', der er baseret på Daniel P. Mannix' bogklassiker af samme navn fra 1958. Bogen har tidligere inspireret Ridley Scotts filmklassiker 'Gladiator', der får en efterfølger til november.
Serien foregår under Romerrigets storhedstid i den korrupte verden af spektakulære gladiatorkonkurrencer. Se traileren nederst.
Det episke drama fokuserer på den beskidte forretning bag gladiatorkampene og hvordan, man giver folkemængden det, de ønsker allermest: Blod og sport.
Overfor Hopkins står bl.a. Game of Thrones-skuespilleren Iwan Rheon, Sara Martins, Tom Hughes, Jojo Macari, Moe Hashim, Jóhannes Haukur Jóhannesson og danske Jonathan Harboe i rollen som Tuccian.
Harboe er kendt fra populære danske serier som 'Sjit Happens' og 'Alfa' samt actionhittet 'Underverden'.
Serien er udviklet af bl.a. katastrofefilmens mester Roland Emmerich, der har stået bag film som 'Independence Day', '2012' og nyligst 'Moonfall'.
'Those About to Die' har fået amerikansk premiere på streamingtjenesten Peacock, mens Prime Video har fået de europæiske rettigheder til serien. Vi kender endnu ikke den danske premieredato.