Gå til hovedindhold

Squid Game-stjerne i drømmerolle: "Jeg har været Star Wars-fan, siden jeg var barn"

Vi har talt med Lee Jung-jae

Skrevet af Anders Heckmann


Det er ikke for sjov, at Star Wars er kendt som en af verdens største franchises, for når man kigger på universets katalog, er der uhyggeligt meget at tage fat på.

Indtil videre er det blevet til et utal af film, spil, bøger, og ikke mindst serier, hvor den seneste netop er udkommet på Disney+. Seriens titel er The Acolyte, og den har bl.a. Lee Jung-jae (Squid Game) på rollelisten.

I forbindelse med sæsonpremieren har vi fået muligheden for at tale med den sydkoreanske stjerne og høre, hvad han synes om det nyeste skud på Star Wars-stammen.

Du kan se traileren til 'The Acolyte' nederst i artiklen.

Det første Lee Jung-jae kunne fortælle os om den nye serie var, at den faktisk foregår i en tidslinje, der ligger 100 år før nogen eksisterende Star Wars-film eller -serie.

Det betyder med andre ord, at den finder sted under slutningen af den æra, der er kendt som 'The High Republic', hvilket - lidt firkantet sagt - kan ses som guldalderen for Jedi-ordenen.

Her spiller Jung-jae rollen som Jedi Master Sol, der har begivet sig afsted med to andre Jedi'er, for at finde en tidligere Padawan, der nu beskyldes for at stå bag Jedi-mord.

The Acolyte / Disney
The Acolyte / Disney

En rolle han selv har udtrykt stor taknemmelighed for, men som også har krævet en del af skuespilleren, ikke bare rent fysisk men også rent udviklingsmæssigt.

- Jeg ønskede at skabe en unik fortolkning af Master Sol. Der var meget brainstorming involveret i udviklingen af hans karakter, udtaler skuespilleren.

Som sagt har det dog krævet meget af den sydkoreanske skuespiller at skulle indtage rollen som Jedi-mester, men det kan du læse meget mere om i vores artikel her.

Når det er sagt, så er Jung-jae ikke en fremmed, når det kommer til Star Wars og dets evigt udvidende univers. Tværtimod har han været fan, siden han var helt lille:

- Jeg har været Star Wars-fan, siden jeg var barn. Jeg kan stadig huske, da jeg så min første Star Wars-film, og jeg er altid så imponeret over, hvordan universet formår at udvide sig.

Han tilføjer om den kommende serie:

- Jeg synes, det er virkelig fantastisk, og jeg mener, at 'The Acolyte' bringer en ny og frisk dimension til det eksisterende univers.

The Acolyte / kino.dk - Disney
The Acolyte / kino.dk - Disney

Det nye og friske kan man med alt sandsynlighed tilskrive skaberen af serien, som Jung-jae også udtaler, er hende, der står bag hans medvirken, nemlig Leslie Headland ('Russian Doll').

Men Squid Game-stjernen Lee Jung-jae er dog langt fra den eneste nævneværdige fra serien, der faktisk består af flere spændende navne:

Heriblandt hovedrolleindehaveren Amandla Stenberg (The Hunger Games), Dafne Keen (Logan), Dean-Charles Chapman (1917) og Joonas Suotamo (Star Wars: The Force Awakens) og Carrie-Anne Moss (The Matrix).

Den nye Star Wars-serie, 'The Acolyte', kan ses Disney+ - nye episoder udkommer hver onsdag.

LÆS OGSÅ: Fra Squid Game til Star Wars: Sådan blev sydkoreansk stjerne Jedi-mester

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.