Stor overraskelse: Tarantino har lavet en ny miniserie
Får snart premiere
Quentin Tarantino har i mange år gjort det klart, at han efter sin næste og 10. film vil gå på pension.
I det regnestykke indgår dog ikke bøger, podcasts, teater og tv-serier, og derfor har filmmageren da også kastet sig ud i alverdens andre sideprojekter.
Det næste på listen bliver en tv-serie - det afslører instruktøren i fornidelse med promoveringen af sin nye bog Cinema Speculation i New York. Det skriver Indiewire.
Miniserien på otte afsnit får efter sigende allerede premiere i begyndelsen af 2023.
LÆS OGSÅ: Derfor vil Quentin Tarantino aldrig instruere en Marvel-film
Ingen andre informationer er endnu offentliggjort om projektet. Vi afventer således både en titel, rolleliste og plotbeskrivelse.
Indiewire mener at vide, at serien er udset til at udkomme på en streamingtjeneste.
Quentin Tarantino har tidligere teaset, at han gerne vil lave 'Bounty Law' med Leonardo DiCaprio til Netflix – en serie baseret på den fiktive serie af samme navn som har Dicaprios karakter, Rick Dalton, i hovedrollen i Tarantinos seneste spillefilm Once Upon a Time in Hollywood.
Den berømte instruktør har tidligere samarbejdet med Netflix om at udgive The Hateful Eight i afsnit.
Tidligere i år var det egentlig også planen, at Tarantino skulle have instrueret en eller flere afsnit af serien 'Justified: City Primeval'. Det gik dog i vasken.