Gå til hovedindhold

Top 10: Ulrich Thomsens bedste roller

Den alsidige skuespillers roller rangeres

dhn@kino.dk
Skrevet af Daniel Hartvig Nielsen


Ulrich Thomsen er en af dansk films mest alsidige skuespillere, med roller i komedier, dramaer, actionfilm - og både herhjemme og i udlandet.

Vi udpeger her den danske stjernes 10 bedste roller:


10. Sprængfarlig Bombe (2006)

I den danske komedie ’Sprængfarlig Bombe’ spiddes den prætentiøse side af dansk film.

En (næsten) helt almindelig familiefar, Tonny, og hans to børn ender med at se den nye Claus Volter-film. Den er så dårlig, at han vil have sine penge tilbage. Og han vil gå langt for at få det! Så af uransagelige veje ender Tonny pludselig selv bag kameraet på Volters næste film.

Ulrich Thomsen viser nye sider af sit komiske talent som den temperamentsfulde Tonny, hvor han på morsomste vis boltrer sig i sjove replikker som ”Du ville sgu da heller ikke bryde dig om at få en hundelort, når du har bestil en hakkedreng” (manuskriptet er forfattet af Anders Thomas Jensen), samt sjove tics, der afslører Thomsens funny bones. Filmen byder også på en herligt ping-pong med Nikolaj Lie Kaas.

Sidst kan meget få Ulrich Thomsen-roller hamle op med Tonnys look; midterskilning, heftig mundkusse-skæg og en guld-fortand.
 


9. Kollektivet (2016)

Rollen som Erik i Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’ viser Ulrich Thomsen som en sand skuespilsvulkan. Hos ham kan en ellers stivnakket karakter pludselig eksplodere i et vredesudbrud.

I ’Kollektivet’ flytter Erik og Anna ind i Eriks fars gamle hus. Anna får overtalt sin mand til at åbne et kollektiv, hvilket åbner døren til andre ting. Erik indleder således et forhold til en ung studerende, og det bliver starten på en ubehagelig og langsom opløsning af deres forhold.

Ulrich Thomsen er i den grad velspillende og stærkt akkompagneret af Trine Dyrholm i dette ægteskabsdrama, hvor han får lov at vise nuancer i sit spil, der bølger mellem selvbeherskelse og aggression.
 


8. De største helte (1996)

I 1996 gør Ulrich Thomsen sig for alvor bemærket i dansk film, da han har to bærende roller i både Niels Arden Oplevs og Thomas Vinterbergs debutfilm, Portland og 'De største helte'.

Men det er rollen som Peter i ’De største helte’, at Thomsen vil huskes for. Udover at indbringe skuespilleren sin første Robert-pris, så var det også starten på det frugtbare samarbejde med både instruktør Vinterberg og medspiller Thomas Bo Larsen.

Thomsen giver en forrygende præstation som den aparte, psykisk ustabile og humørsvingende sidekick til Bo Larsens prøveløsladte og flyvske Karsten, der finder ud af, at han har et 12-årigt barn og stikker af til Sverige med vennen og sin nye datter.

Kemien mellem de to skuespillere er i top, og filmen gemmer på magiske stunder som der, hvor de to, høje på piller og på de svenske landeveje, står på toppen af deres bil og surfer gennem landskabet.
 


7. Banshee (2013-2016)

Ulrich Thomsen har en flot karriere i udlandet, hvor han både har ageret russisk skurk i Hitman og i Bond-filmen The World Is Not Enough. Men det er rollen som den lyssky lokale forretningsmand Kai Proctor i HBOs serie ’Banshee’, at Thomsen for alvor få lov til at rulle sin skurke-side ud.

Over fire sæsoner og 38 afsnit får danskeren lov til at udvikle sig og give sin skurk flere nuancer, og i rollen som Kai Proctor føles Ulrich Thomsen farlig. Den latente psykopat lurer konstant under overfladen hos den velmenende og ambitiøse figur, der ikke er bange for at bruge ekstrem vold, men som man faktisk også til tider får sympati med – og det er jo de bedste bad guys.
 


6. Brødre (2004)

I Susanne Biers ’Brødre’ bliver Ulrich Thomsens karakter Michael sendt i krig. Derhjemme flytter hans netop løsladte bror Jannik (Nikolaj Lie Kaas) sammen med konen Sarah (Connie Nielsen), og da Michael pludselig formodes død i Afghanistan, indleder de to et forhold... men pludseligt vender Michael alligevel hjem.

Ulrich Thomsen giver en rørende og stærk præstation som den PTSD-ramte soldat og far, der prøver at finde meningen med livet og genvinde kærligheden. Utilregneligheden og smerten buldrer lige under overfladen i Thomsens sammenbidte ansigt. Og igen brillerer han i samspillet med Nikolaj Lie Kaas.

’Brødre’ blev også en sensation uden for Danmarks grænser, hvor den bl.a. fik publikumsprisen i Sundance Film Festival samt et amerikansk remake i 2009. Mens Ulrich Thomsen modtag en Bodil- og Robert-nominering for præstationen.
 


5. Sommeren ’92 (2015)

Ulrich Thomsen står i rollen som Richard ’Ricardo’ Møller Nielsen i spidsen for det danske herrelandshold i fodbold, da de drager til EM i 1992.

’Sommeren ’92’ er en underholdende rutsjebanetur med et fornøjeligt glimt i øjet, hvor Ricardo er det helt centrale emotionelle holdepunkt i underdog-fortællingen.

På trods af sin stædige opførsel og sære optrin gør Thomsen sin udgave af landstræneren til en elskværdig karakter. Skuespilleren har tillagt sig en signifikativt fynsk dialekt og en fysisk fremtoning, som perfekt overfavner den karakteristiske nationalskikkelse.

Rollen indbragte ham også karrierens fjerde Robert-statuette samt en Bodil-nominering.
 


4. Adams æbler (2005)

Der er nok ingen tvivl om, at Anders Thomas Jensen har skrevet rollen som nynazisten Adam med Ulrich Thomsen i tankerne. Skuespillerens benhårde ansigt, perfekte deadpan-udtryk, fysiske fremtoning og hans særklasse i underspil er som skabt til at være den kronragede hovedrolle.

Igen skinner Ulrich Thomsen også i samspillet med sine kollegaer, især Mads Mikkelsen og Thomsen har nogle forrygende scener sammen.

Alene fabel-fortællingen om Adams omvendelse fra voldelig bølle til konstruktiv og optimistisk kirketjener, sat omkring skabelsen af en æblekage er i sig selv en fantastisk og hysterisk morsom karakter-rejse.
 


3. Arven (2003)

Ulrich Thomsen har trukket i det fine jakkesæt i Per Flys ‘Arven’, hvor han i rollen som Christoffer overtager sin afdøde fars imperium. Men skal han vælge sit egen lykke fremfor familiens arv? Langsomt begynder hans privatliv at krakelere.

I ’Arven’ får Thomsen lov til at vise en tour de force i sin vekslen mellem det beherskede og stormbrusende skuespil, hvor han skal forsøge at holde følelserne under kontrol i det kolde overklasseunivers.

Michael Corleone-dilemmaet mellem familiens og egne behov er interessant, og danskerens store indre kamp om at træffe dét rigtige valg er overbevisende i en grad som det sjældent ses på disse breddegrader.

Rollen var oprindeligt tiltænkt Nikolaj Lie Kaas, men da han ikke kunne (han skulle optage De grønne slagtere), blev Ulrich Thomsen valgt. Og sikke et held for den danske stjerne. Han bærer filmen på sine skuldre og slår for alvor sit navn fast efter det folkelige gennembrud i ’Festen’.

Filmen sikrede ham ligeledes karrierens anden Bodil og tredje Robert.

 


2. Blinkende lygter (2000)

”Jeg skal sgu da ha’ noget mad. Jeg skal da ha ’ et bad. Jeg stinker af muggen røv. Jeg skal have noget coke!”.

Hvis man bliver bedt om at nævne et Ulrich Thomsen-citat, må det være den coke-tryglende Peter fra ’Blinkende lygter’, som først popper op.

Netop dén scene, hvor en skamskudt Peter ligger og tigger sine kammerater om noget til næsen, beviser Thomsens skarpe sans for timing og repliklevering. Og hvor mange gange har man ikke selv efterlignet det ikoniske, ”Det skal jeg da haaaa”?

Anders Thomas Jensen har med ’Blinkende lygter’ begået en af dansk films sjoveste og mest populære værker, og den stærke kvartet i front med Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Søren Pilmark og Ulrich Thomsen er i en klasse for sig.

Ulrich Thomsen leverer sin bedste komiske præstation. Først med en tiltagende desperation - og senere hen en fornyet livsenergi efter en åbenbaring og en kold tyrker.
 


1. Festen (1998)

Christian i Thomas Vinterbergs klassiker ’Festen’ er Ulrich Thomsens glansrolle og hans helt store både folkelige og internationale gennembrud (den skaffede ham bl.a. rollen som Bond-skurk).

Helges 60-års fødselsdag tager en uventet drejning, da hans ældste søn rejser sig under middagen og afslører en grum og ubehagelige familiehemmelighed.

Præstationen som Christian viser Thomsens sublime evne til at udtrykke de helt store følelser og indestængt vrede på en beundringsværdigt subtil facon. Et tordenvejr raser bag øjnene på Christian, der forkvaklet kæmper med de skjulte barndomstraumer.

Som publikum er man med hele vejen og kan mærke, hvordan den tunge byrde forlader hans skuldre, da han endelig har fundet modet og tager bladet fra munden. 

’Festen’ er stopfyldt med mindeværdige scener og øjeblikke – fra den grønne og gule tale til den frustrerende slåskamp mod faderen og ikke mindst hans søskende - som alle cementerer Thomsens position som en af dansk films dygtigste i faget – allerede så tidligt i karrieren.

Præstationen sikrede (selvfølgelig) Thomsens sin første Bodil-statuette, ligesom at filmen fik en Golden Globe-nominering og Vinterberg fik juryprisen i Cannes.

Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.