Gå til hovedindhold

Verdensstjerne sultede sig selv i 4 måneder til rollen som dansk ikon

Fra 'Wonder Woman' til Karen Blixen

dhn@kino.dk
Skrevet af Daniel Hartvig Nielsen


Connie Nielsen er vendt hjem. Den danske Hollywood-stjerne er nemlig aktuel i Viaplay-serien ’Drømmeren, der netop fortæller historien om den ikoniske forfatter Karen Blixen, da hun vender hjem til Danmark efter 17 år i Afrika - på selvmordets rand, ruineret, skilt og uden nye perspektiver i livet. 

Vi har mødt skuespilleren til en snak om den nye serie, som hun, udover at spille hovedrollen, også er idémager og executive producer på. 

- Jeg er vokset op med hendes bøger. Og da jeg blev ældre, kom Judith Thurmans fantastiske biografi om hende. Jeg har altid været meget interesseret i hende, fortæller Connie Nielsen indledningsvis, da snakken falder på Karen Blixen. 

Drømmeren
Foto: Aske Alexander Foss.

 

En periode af Karen Blixens liv ingen kender til 

Serien udspiller sig i 1931 og i årene efter, hvor Blixen udvikler sig forfatterskab: 

- Det er lige netop den periode, som ingen mennesker kender til. Alle mennesker kender til ikonet og har set billederne. Det billede hun skabte af sig selv. Men folk ved ikke, hvordan det egentlig skete. 

- Jeg synes, at det er en meget inspireret historie at se, hvordan et menneske kæmper sig ud af det værste moment i sit liv og faktisk ud over alt forventning bliver succesfuld.  

- Det var det, jeg ville fortælle, fordi jeg tror ikke, at folk kendte til, hvordan hun blev forfatter i en alder 46-47 år. Det følte, jeg kunne være rigtig inspirerende for rigtig mange mennesker, som måske i den alder begynder at stille spørgsmålstegn; "Har jeg nået det, jeg ville?", "Har jeg lavet det, jeg ville?", "Har jeg formået at udtrykke det, som er mig?" 

Men det var vigtigt, at det ikke bare blev et helteportræt: 

- Vi ville vise en reel Karen. Portrættet er baseret på rigtig meget research, som er derude, og hendes breve. Og jeg opdagede en del af historien, som jeg ikke kendte til, og det var den, vi ville dele med publikum også.  

- Der er mange detaljer, som er anderledes end det billede, vi har af Karen Blixen på grund af 'Out of Africa'. Det er jo fantastisk interessant at fortælle den her historie, også med negative islæt, men fremfor alt en vildt inspirerende kvinde. 

Drømmeren
Foto: Aske Alexander Foss.

 

Sultede sig selv for at blive Karen Blixen 

Connie Nielsen stod dog overfor noget af en opgave med rollen som Karen Blixen. Hun skulle nemlig igennem en større transformation. 

Brune, næsten sorte øjenlinser, paryk og ”et ton hvid smike”. Hun malede sine læber og øjne mindre. Men stjernen var også nødt til at tabe sig – og det krævede dedikation: 

- Jeg var nødt til at bygge 6-7 kilo muskler, da jeg skulle lave 'Justice League' og 'Wonder Woman' 1 og 2. Så jeg var faktisk nødt til at lave nogle utrolige krumspring for at ligesom at komme af med alle de her muskler.  

- Jeg var rigtig stærk - og her skulle jeg spille en kvinde, som endnu ikke var nået til det punkt og billedet, som mange har af den gamle Karen, men som havde lidt af syfilis og fået nogle rigtig stærke mén fra den behandling, som hun fik for det.  

- Så jeg var nødt til at sulte mig selv over fire måneder for at tabe det. Men også ligesom gå ind i den kropsoplevelse, hun havde.  

- For en person som mig, der dyrker meget sport, har en åben krop, men Karens krop var meget lukket ned og kantet, og lidt akavet også, når hun bevægede sig. Så jeg skulle ligesom ind den kropsbevægelse også. 

Men inden optagelserne var omme vendte en ny transformation – for udover at spille Karen Blixen, så spiller Connie Nielsen også de kvindelige figurer i den fortælling, som Blixen skriver i serien, som vi ser skildret: 

- Efter to en halv måned skulle jeg så gøre det modsatte, hvor jeg skulle tilbage til at være frisk, så jeg kunne være alle de andre karakterer. Så jeg havde en oplevelse af, at hele mit ansigt faldt. Helt faldt ned og sammen, de første to en halv måned. Og så begyndte jeg spise igen, og jeg vidste ikke, om det kom tilbage. Men det gjorde det, det kom lige tilbage igen til ansigtet.

Drømmeren
Foto: Aske Alexander Foss.

 

Løsrev sig fra tidligere filmudgaver 

Det er ikke første gang, at vi har set Karen Blixen skildret på film. I 1985 spillede Meryl Streep den danske forfatter i Out of Africa, mens vi forrige år så Birthe Neumann spille en aldrende udgave af ikonet til stor ros i Bille Augusts Pagten. 

Connie Nielsen fortæller, at hun på ingen måder har skævet til de tidligere portrætter: 

- Jeg har løsrevet mig fuldstændigt fra dem. Jeg ser dem som interpretationer, og de lever inde i deres egen logik, og det er så fint. De gør deres ting.  

- Jeg ville herhen. Skuespillere, vi forsvarer vores karakterer, og derfor var det vigtigt for mig, at vi bibeholdt hendes værdighed - hendes fortjente værdighed - men også at vi selvfølgelig viste problematikken, som eksisterer bag mange kreative mennesker.  

Verdensstjernen er som skrevet en af ophavskvinderne til serien, og hun understreger, at især én ting lå hende dybt på sinde: 

- Jeg ville væk fra, at man kun fortæller privatlivet om den kvindelige kunstner, men fortæller ikke om: “hvad var kunsten, hvordan lavede hun kunsten?”... som om ved kvinder, der går man lige forbi den del. 

- Og der ville jeg modsat det virkelig have fokus på selve kunsten, og hvad hendes proces var. Og det viser vi virkelig, og jeg synes, det var spændende at være en del af den proces og bringe det ind i serien. 

- Som executive producer har jeg især forsøgt at finde en balancegang. At være fair overfor den her person, at være så ærlig som muligt omkring den her person. Så man hverken dæmoniserer eller romantiserer hende.  

’Drømmeren – Karen Blixen bliver til’ kan ses på Viaplay nu. 

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.