I filmen '13 Going On 30' (13 snart 30) er Jenna næsten tretten. Hun er ved at kvæles i sine tåbelige forældre og den søde Matt, som hun er forelsket i, aner ikke, hvem hun er.
Helt galt går det, da hun inviterer alle de seje med til sin fødselsdag. Hun bliver helt til grin og da alle er gået, ønsker Jenna sig brændende, at hun kunne blive voksen i en fart.
Næste dag er ønsket gået i opfyldelse. Jenna er nu 30 og oven i købet lækker og succesfuld med en stor lejlighed i den fine ende af New York. Endelig er hun både tjekket og populær.
Men Jenna aner ikke, hvordan hun er havnet, dér hvor hun er. Hun skal giftes med en mand, hun ikke kender. Og hun er stadig forelsket i Matt, men hvordan får hun fundet ham – og er det mon for sent..?
'13 Going On 30' har Jennifer Garner i hovedrollen.