I 'About Time' er Tim en tilsyneladende almindelig ung, britisk mand. Men da han fylder 21 år, afslører hans far, at alle mændene i familien har evnen til at rejse i tiden.
De kan ikke ændre historiens gang, men de kan ændre, hvad der sker og vil ske i deres liv. Efter den naturlige benægtende reaktion, forsøger Tim selv at afprøve egenskaben. Første tidsrejse går tilbage til den nytårsfest, hvor han burde have kysset den søde, men ulykkelige pige ved siden af.
Dernæst bliver Tims mål mere konkret: Han vil skaffe sig en kæreste. Dette viser sig dog sværere end som så, for hver gang han ændrer noget i fortiden, risikerer han at vende tilbage til en helt anden nutid, end han havde troet.
Kombinationen af romantik, komedie og science fiction gør 'About Time' til en anderledes film. Sci-fi-elementet er dog nedtonet til fordel for karakterernes relationer og udvikling.
Den ukuelige Tim spilles af Domhnall Gleeson, hans kærlige far (og bordtenniskonkurrent) spilles af Bill Nighy, og de to kunne begge ses i 'Harry Potter og Dødsregalierne - del 1' (2010). Rachel McAdams, der har spillet med i flere romantiske komedier, bl.a. 'Midnight in Paris', har rollen som Tims store kærlighed, Mary.
'About Time' er instrueret af genremesteren Richard Curtis. Han har stået bag 'Love Actually' (2003) samt skrevet manuskripter til bl.a. 'Fire bryllupper og en begravelse' (1994), 'Notting Hill' (1999) og 'Bridget Jones' dagbog' (2001).
Genre: Romantik, Komedie, Science Fiction
Spilletid: 2 timer 3 minutter
Instruktør: Richard Curtis
År: 2013