Komedien 'Book Club' handler om fire modne veninder, der har kendt hinanden i over 30 år.
Kvinderne lever vidt forskellige liv. Vivian er en travl forretningskvinde, der kun nyder uforpligtende forhold, Diane er blevet enke, Sharon er stadig ikke kommet videre fra sin skilsmisse, og Carols ægteskab er i krise.
Veninderne holder dog kontakten ved lige via en månedlig bogklub, og da E.L. James' erotiske bestseller Fifty Shades of Grey kommer på banen, sætter romanens frække indhold venindernes egne romantiske situation på dagsordenen.
'Book Club' er en stjernespækket og varm film om livslange venskaber samt om at finde tilbage til eller frem til kærligheden i en sen alder.
Temaet og tonen minder meget om modne publikumssucceser såsom The Best Exotic Marigold Hotel og Nancy Meyers-filmene De't indviklet og Praktikanten.
Foruden de fire store skuespillerinder i hovedrollerne er aldrende Hollywood-stjerner som Andy Garcia, Richard Dreyfuss og Don Johnson på banen som gråt guld, der stadig kan levere. (copyright: kino.dk)