I filmen 'Dredd' er fremtidens USA en radioaktiv ødemark, men på østkysten, fra Boston til Washington D.C., ligger Mega City One - en gigantisk og voldelig metropol, hvor de kriminelle har magten i de kaotiske gader.
Den eneste form for eksisterende autoritet er en gruppe betjente, såkaldt "Judges", der agerer som både dommer, jury og ikke mindst bøddel.
Dredd (Karl Urban) er den mest frygtede af dem alle, og samme dag - som han skal evaluere nybegynderen Cassandra Anderson (Oliva Thirlby) - bevæger den garvede betjent sig ind i et kvarter, hvor få kollegaer tidligere har sat deres ben.
Målet er et 200-etagers højhus fyldt med byens værste kriminelle kontrolleret af den skånselsløse narkodronning, Ma-Ma (Lena Headey).
Hvis man synes, at det lyder bekendt, kan det enten skyldes det indonesiske actionhit 'The Raid' (2011), som har et lignende plot, eller naturligvis filmen 'Judge Dredd' fra 1995, hvor Sylvester Stallone spillede den rigeligt handlekraftige politimand.
Denne gang spilles hovedrollen af Karl Urban (Star Trek), og instruktøren Pete Travis stod i 2008 bag thrilleren 'Vantage Point'.
Judge Dredd er oprindeligt en tegneseriekarakter skabt i 1977 af John Wagner og Carlos Ezquerra.