I 'Dune - ørkenplaneten' rejser den unge prins Paul Atreides sammen med sin far, hertugen Leto Atreides, til ørken-planten Dune, hvor det værdifulde stof ’melange’, der bl.a. bliver brugt til rumrejser, bliver produceret. Den onde kejser Shaddam IV får dog en gruppe brutale barbarer, The Harkonnenes, til at dræbe Leto og gør hermed Paul fredløs – dog med en hær af lokale soldater i ryggen.
Sådan starter rum-revolutionen i Lynchs barokke sci-fi-epos, der er baseret på Frank Herberts bestseller fra 1965. Oplev bl.a. retro-effekter af den helt gamle skole, kæmpemæssige sandorme og en letpåklædt Sting – alt sammen svøbt ind i et heftigt 80’er soundtrack af Toto og Brian Eno.
David Lynch tog på grund af mangel på final-cut afstand til filmen efter premieren i 1984 – og den står da stadig som Lynchs mindst personlige film.