Filmen 'Edge of Tomorrow' handler om William Cage, der er officer i hæren, men har aldrig været i krig. Jorden er under invasion fra rummet, og derfor har militæret brug for alle mand for at forsvare planeten.
Den mission han bliver en del af, viser sig at være et bagholdsangreb, og efter blot få minutter på slagmarken bliver Cage dræbt. På uforklarlig vis vågner han op den selvsamme morgen og kastes igen ud i kampen mod rumvæsenerne - kun for at blive dræbt endnu engang.
Cage er havnet i et tidsloop, som tvinger ham til at gennemleve den samme dag igen og igen, altid med døden som følge, men for hver gentagelse bliver han bedre og bedre til at bekæmpe fjenden og potentielt besejre overmagten.
Bill Murray oplevede den samme dag gang på gang i komedien ’Groundhog Day’ (1994), og udgangspunktet i ’Edge of Tomorrow’ er det samme, blot i en science fiction-kontekst med specielle kampdragter, fremtidsvåben og fæle uhyrer fra rummet.
Tom Cruise har hovedrollen som en mand, der bestemt ikke er vant til at begå sig på slagmarken, men som via den tidslomme, han befinder sig i, kan lære rumvæsnernes svagheder at kende.
Han spiller over for Emily Blunt, der før har beskæftiget sig med metafysiske emner i ’The Adjustment Bureau’ (2011) og ’Looper’ (2012). Hun har rollen som Rita Vrataski, en dygtig specialsoldat, der sammen med Cage forhåbentligt kan redde menneskeheden fra undergang. (copyright: kino.dk)