Eventyret ’Skønheden og Udyret’ handler om den intelligente og opfindsomme Belle, der ikke rigtig passer ind i landsbyen, hvor hun bor.
Hun afviser konstant den egocentrerede Gaston, og drømmer sig langt væk. Da hendes far Maurice ikke vender tilbage fra en tur til markedet, tager hun dybt ind i skoven for at finde ham.
Maurice er blevet taget til fange af et farligt udyr, der i virkeligheden er en fortryllet prins. Kun ægte kærlighed kan hæve forbandelsen, men tiden er ved at rinde ud, og Belle viser sig at være den eneste mulighed.
’Skønheden og Udyret’ er en live action-genindspilning af Disney-klassikeren Skønheden og Udyret fra 1991, hvor både Emma Watson og Dan Stevens har deres musical-debut. Der er desuden blevet tilføjet tre nye sange, og flere af de originale tekster er blevet opdateret.
I den danske udgave leveres stemmerne af Annevig Schelde Ebbe, Tomas Ambt Kofod, Kenneth M. Christensen og Lars Knutzon. (copyright: kino.dk)