
Robert Wises eviggrønne musical 'The Sound of Music' følger Kaptajn von Trapp (Christopher Plummer), hans syv præmiebørn og guvernanten Maria (Julie Andrews) i Alpernes idyl. Og dog er ikke alt fred og fordragelighed: 2. verdenskrig er det truende bagtæppe, og det kommer også til sammenstød mellem den disciplin-orienterede kaptajn og den selvsikre, legesyge Maria, der egentlig er aspirerende nonne, men forlader sit kloster for at blive barnepige i familien. Med sang og sjov bringer Maria glæde, og snart spirer forelskelsen mellem hende og enkemanden von Trapp. Men da nazisternes Anschluss rammer dalen, må den sammenbragte familie tage flugten. Musicalen er baseret på Broadway-succesen fra 1959, der havde tidens store sangstjerne Mary Martin i hovedrollen. Richard Rodgers og Oscar Hammersteins musik var der ingen grund til at lave om på! Filmen modtog fem Oscars, herunder for Bedste film.