Animationsfilmen 'Trolls på verdensturné' er det andet kapitel om de små trolde med pangfarvet strithår.
Denne gang udvides Trolls-universet, da Poppy, Kvist og de andre pop-trolls opdager, at de faktisk ikke er de eneste trolde på jorden. Der er mange, mange flere - og de er alle inddelt efter deres egen musikgenre fra heavy metal over techno til country.
Da alle troldenes sikkerhed pludselig er i fare, bliver det Poppy og Kvists opgave at forene alle verdens trolde i harmoni - men det er sværere end som så.
'Trolls på verdensturné' bygger ligesom etteren fra 2016 på de danske Gjøl-trolde. Filmen har igen Anna Kendrick og Justin Timberlake som originalstemmer, men danske stemmer blev leveret af sangerne Stine Bramsen (Alphabeat) og Tim Schou.
Se vores eksklusive interview med Justin Timberlake og Anna Kendrick.
Animations-eventyret vises med både dansk tale og med engelsk tale uden undertekster.