7 film du skal se i oktober
Månedens nye film på streaming
Oktober er her, og mens mørket stille sniger sig ind fra højre, er det den perfekte tid til at dykke ned i månedens mest spændende underholdning.
Glæd dig til nervepirrende thrillere og gyserfilm, der skaber den helt rette stemning til de lange, mørke aftener. Med stjernespækket film byder oktober på intens spænding, gåsehudsfremkaldende gys, og selvfølgelig også noget varme i form af kærlighed - perfekt til en aften på sofaen under tæppet!
Herunder er vores 7 filmanbefalinger for oktober måned:
You Can't Run Forever
Er du til en nervepirrende thriller, så er ’You Can’t Run Forever’ med J.K. Simmons måske lige filmen for dig.
Miranda, en ung kvinde fanget i sin egen angst efter en tragisk hændelse, ser sit liv forvandle sig til et mareridt, da hun pludselig bliver udset som mål for en iskold, psykopatisk morder.
Hvad der starter som en flugt gennem skoven, forvandles hurtigt til en dødsensfarlig kamp om liv og død. Og i kampen for overlevelse opdager Miranda en styrke, hun ikke vidste, hun havde.
Med Oscar-vinderen J.K. Simmons i rollen som den blodtørstige morder, og den unge skuespiller Isabelle Anaya som Miranda, venter der seerne en intens oplevelse.
’You Can’t Run Forever’ er Instrueret af Michelle Schumacher, der tidligere instruerede J.K. Simmons i dramaet ’I’m Not Here’.
’You Can’t Run Forever’ har premiere på Prime den 1. oktober.
Salem’s Lot
Filmen, som snart får premiere på Max, bærer en titel, der vækker associationer til de berygtede hekseprocesser i Salem - og ligesom dem er denne film ikke for sarte sjæle.
'Salem's Lot' følger forfatteren Ben Mears, der vender tilbage til Jerusalem's Lot, Maine - en by han ikke har sat fod i, siden han som barn oplevede noget uhyggeligt i det frygtindgydende Marsten House.
Nu, 25 år senere, planlægger han at skrive en bog om det mystiske hus, men snart opdager han, at noget langt mere skræmmende har hjemsøgt byen. En ældgammel ondskab har slået rod og begynder at forvandle byens indbyggere til vampyrer.
''Salem's Lot' er baseret på en historie af Stephen King og instrueret af Gary Dauberman i hans blot anden spillefilm. Dauberman er dog allerede en erfaren gyserforfatter og har skrevet film som 'Annabelle: Creation', 'It', 'The Nun', 'Annabelle Comes Home', 'It Chapter Two' og 'The Nun 2'.
Værd at bemærke er det også, at danske Pilou Asbæk spiller en stor rolle i filmen som Richard Straker, der er ven og allieret med vampyrerne. Kings fortælling er blevet filmatiseret før bl.a. i 1979 og 2004.
’Salem’s Lot’ har premiere på Max den 3. oktober.
Platformen 2
Hvis du var fanget af den dystopiske stemning og brutalitet i den første Platform-film, så vil 'Platformen 2' med stor sandsynlighed være noget for dig.
I denne efterfølger dykkes der dybere ned i det mystiske fængsel, hvor de indsatte kæmper for overlevelse i et miljø ulig noget andet.
'Platformen 2' bringer nye fanger, heriblandt en kvinde med en skjult agenda, der forsøger at overleve i det groteske fængsel. Det at overleve viser sig dog ikke at være nok. Denne gang starter de indsatte nemlig en revolution.
For fans af den originale film er det også gode nyheder, at der er flere gengangere der fører historien fra 1’eren videre.
Instrueret af Galder Gaztelu-Urrutia, som også var manden bag den første film, bringer 'Platformen 2' seerne tilbage i velkendte rammer, dog med nye og overraskende twists.
'Platformen 2' har premiere på Netflix den 4. oktober.
Caddo Lake
Hvad sker der, når fortidens hemmeligheder flyder op til overfladen? Det er temaet i thrilleren 'Caddo Lake', der fører os dybt ind i den mystiske atmosfære omkring en sø i Louisiana.
Da en ung pige forsvinder pludseligt, udløser det en række uhyggelige begivenheder, som ryster et lokalsamfund, og skjulte sandheder kommer frem og trækker både hovedpersonen og seerne dybere ind i mørket.
‘Caddo Lake’ har The Maze Runner-stjernen Dylan O'Brien i hovedrollen, og er produceret af M. Night Shyamalan, hvilket sikrer en atmosfærefyldt thriller med spænding og uventede drejninger.
‘Caddo Lake’ har premiere på Max den 10. oktober
Lonely Planet
Kærlighed opstår tit når man mindst venter det og nogle gange i en uventet form.
Det er, hvad der venter Oscar-vinderen Laura Dern i rollen som Katherine i denne romantiske film udspillet i Marokkos sol og skønne natur.
På et resort i Marokko møder forfatteren Katherine en ung mand, og deres bekendtskab udvikler sig til en berusende og livsforandrende kærlighedsaffære.
Filmen med Laura Dern og Liam Hemsworth i hovedrollerne tager seerne med på en intens rejse, hvor lidenskab og begær forvandler hovedpersonernes liv på overraskende måder.
Er hendes forhold til en yngre mand overhovedet acceptabelt? Og hvordan bør den unge mand reagere, når han forelsker sig i en anden, mens han er på ferie med sin kæreste?
‘Lonely Planet’ har premiere på Netflix den 11. oktober.
I Saw the TV Glow
Vi lever i en gylden gyserfilms-æra. En af de produktionsselskaber, som skal takkes for det, er A24, der har leveret den ene horror-hit efter det andet. Senest seriemorder-sensationen ’Longslegs’.
’I Saw the TV Glow’ har godt nok sprunget dansk biografdistrubtion over, men den kommer stadig med en stor hype bl.a. fra årets Sundance Filmfestival, hvor den fik masser af rosende ord med på vejen.
Gyseren udspiller sig i 1996 og følger den indelukkede teenager Owen, der i mødet med pigen Maddy introduceres til en sci-fi tv-serie ved navn ’ The Pink Opaque’, der kommer til at vende op og ned på hans liv.
’I Saw the TV Glow’ er skrevet og instrueret af Jane Schoenbrun, som tidligere har stået bag det anerkendte værk ’We're All Going to the World's Fair’.
Har du mod på at kaste dig over en lidt anderledes gyser i denne Halloween-tid, så er dette et rigtig godt bud.
’I Saw the TV Glow’ kan ses på bl.a. Blockbuster.dk fra 11. oktober.
Brothers
I en god blanding af action og komedie drager to kriminelle tvillinger på en farlig road trip.
Sådan lyder plotbeskrivelsen på filmen ‘Brothers’, der har ingen ringere end Marvel-stjernen Josh Brolin og Emmy-vinderen fra 'Game of Thrones', Peter Dinklage, i rollerne som de to atypiske tvillinger.
Fra en ung alder stod det klart, tvillingerne skulle være kriminelle - men specielt gode kriminelle blev de nok aldrig.
Med juridiske problemer, skuddueller og familie-drama forsøger de to brødre at forenes, før deres mission fører til selvdestruktion. Det lyder måske alvorligt, men ‘Brothers’ byder på tonsvis af gode grin og tå-krummende øjeblikke.
Filmen er instrueret af Max Barbakow, der senest stod bag filmen 'Palm Springs', og har udover Brolin og Dinklage også Brendan Fraser og Marisa Tomei på rollelisten.
‘Brothers’ har premiere på Prime Video den 17. oktober.