Gå til hovedindhold

9 serier du skal se i november

Blodige superhelte, britiske kongelige og sindssyge eksperimenter

Skrevet af StreamingGuide


Mens efteråret går på hæld, og vintermånederne nærmer sig, skal man ikke bruge lang tid på at finde en god undskyldning for at blive indenfor og tænde op for sin favorit-streamingtjeneste.

Heldigvis er der også en masse gode serier på vej, som du kan se i løbet af november måned. Vi har her samlet ni serier, som udkommer i løbet af efterårets sidste måned.

Der er alt fra royalt drama, højspændt superhelteanimation og gameshows baseret på nogle af de største franchises i verden.

Vi har herunder samlet 9 serier, du kan se i november måned:

invinciblesæson2.jpg
© Prime Video

'Invincible' – sæson 2

'Invincible' var et af årets største hits, da den debuterede på Prime Video i 2021. Den animerede hitserie er baseret på tegneserien af samme navn.

Vi følger Mark Grayson, søn af den mægtige helt, Omni-Man. Mark får sine egne superkræfter og stræber efter at blive den helt, han bør være.

Sæson 2 fortsætter, hvor den chokerende sæson 1-finale slap, og den nye sæson lover mere blod, indvolde og højtflyvende action, som også gjorde den første så fængslende.

Sæson 2 af ‘Invincible’ får premiere på Prime Video den 3. november.

Fraisier.jpg
© SkyShowtime

Frasier

Efter 264 afsnit fordelt på 11 sæsoner og 20 års pause vender den legendariske sitcom, 'Frasier', nu tilbage til TV. Kelsey Grammer genoptager sin rolle som Dr. Frasier Crane, når hans karakter får et nyt liv tilbage i Boston og genopretter forbindelsen til sin fremmedgjorte søn, Freddy.

Udgivelsen af den spritnye fortsættelse falder sammen med, at det er 30 år siden at den originale serie havde premiere. Samtidig er den fortsat indehaver af rekorden for flest Emmy-priser for en komedieserie med 107 nomineringer, hvoraf 37 er vundet.

'Frasier' har premiere på SkyShowtime den 3. november.

detsindssygeeksperiment.jpg
© TV2

Det sindssyge eksperiment

Søren Pilmark og Amalie Dollerup spiller hovedrollerne i dramadokumentaren 'Det sindssyge eksperiment', som udgives i fire afsnit.

Serien blotlægger en af danmarkshistoriens mest bizarre psykiatriskandaler. Et lægehold blev frifundet for at udsætte flere hundrede danske patienter for forsøg med LSD. Men nu er et hemmeligt arkiv dukket op.

Serien er skabt af journalist Lotte Mathilde Nielsen, mens skuespilleren Thure Lindhardt har instrueret de dramatiske rekonstruktioner, hvor Søren Pilmark og Amalie Dollerup medvirker.

'Det sindssyge eksperiment' får premiere på TV 2 Play den 7. november.

007: Road to a Million
© Prime Video

007: Road to a Million

Det er tid til at sætte sin Aston Martin i gear og bestille en Vodka Martini, når et helt nyt game-show inspireret af selveste Agent 007 rammer Prime Video. I '007: Road to a Million' sendes ni par på en episk rejse i håbet om at vinde en million britiske pund.

Brian Cox, der er kendt som den tyranniske patriark i hitserien 'Succession', er vært og spillets mastermind. Han sætter de ni par en række James Bond-inspirerede udfordringer, der vil presse deres fysiske og mentale styrke til det yderste, når de skal besvare ti spørgsmål, der er gemt i alle verdenshjørner.

'007: Road to a Million' får premiere på Prime Video den 10. november.

thecrown.jpg
© Netflix

The Crown – sæson 6

Vi nærmer os så småt nutiden i Netflix' prestige-drama om det britiske kongehus, og sæson 6 samler op lige, hvor sæson 5 sluttede. Her var vi vidner til opløsningen af prinsesse Dianas ægteskab med prins Charles og dronningens annus horribilis, hvor flere af hendes børns ægteskaber blev opløst, og en brand brød ud i Windsor Castle.

Den sjette sæson vil dermed starte i 90'erne og slutte i begyndelsen af 2000'erne. Selvom plotdetaljerne ikke er blevet afsløret, kan vi være sikre på et par begivenheder, der vil blive dækket af showet.

I denne periode blev prinsesse Diana dræbt i et fatalt biluheld sammen med sin kæreste Dodi Fayed i 1997, og dronningens søster, prinsesse Margaret, døde i 2002.

Det er samtidig den sidste sæson af successerien.

'The Crown' får premiere på Netflix den 16. november.

Scott Pilgrim Takes Off
© Netflix

Scott Pilgrim Takes Off

Animeserien 'Scott Pilgrim Takes Off' er et nyt kapitel i fortællingen om Scott Pilgrim, der er baseret på tegneserien af Bryan Lee O'Malley.

Michael Cera, der spillede Scott Pilgrim i Edgar Wrights succesfulde biograffilm Scott Pilgrim mod verden fra 2010, lægger stemme til titelkarakteren, der er bassist i indie-rock bandet Sex Bob-omb.

Scott bliver forelsket i Ramona Flowers, men for at vinde hendes hjerte må han besejre syv af hendes onde ekskærester.

Mary Elizabeth Winstead, Kieran Culkin, Anna Kendrick, Brie Larson og det resterende stjernespækkede cast fra filmen indtager også rollerne igen.

'Scott Pilgrim Takes Off' får premiere på Netflix den 17. november.

Dreamland
© SkyShowtime

Dreamland

Hemmeligheder, løgne og kærlighed. 'Dreamland' er et komedie-drama om en familie med fire søstre i den engelske kystby Margate.

Den ældste søster Trish er gravid for tredje gang, og hendes to søstre, deres mor og barnepige er samlet omkring hende.

Skuespiller og popsanger Lily Allen spiller den sidste søster Mel, der dukker op i deres liv igen, hvilket truer med at få hele familien til at krakelere.

'Dreamland' får premiere på SkyShowtime den 21. november.

fargo5.jpg
© HBO MAX

Fargo

Efter en lang ventetid på næsten tre år er antologiserien 'Fargo' klar til at vende tilbage med en helt ny femte sæson.

Udspillet i det samme fiktive univers som Coen-brødrenes film af samme navn fra 1996, udforsker Fargo-serien forskellige karakterers liv og forbrydelser i forskellige årtier.

Sæson 5 foregår som sine forgængere i Upper Midwest i USA, men denne gang kan mordene blive sekundære, da plottet vil fokusere på en kidnapning.

Den nye sæson vil derudover finde sted tættere på vores nutid, hvilket tilføjer en helt ny dimension til historien.

5. sæson af 'Fargo' har premiere på HBO MAX den 22. november.

Squid_Game__The_Challenge_n_S1_E1_00_23_04_09R.jpg
© Netflix

Squid Game: The Challenge

Hvad ville du gøre for 4,56 millioner dollars?

Netflix holder Squid Game-hypen i live ved at introducere sin reality-tv-konkurrenceserie, 'Squid Game: The Challenge', baseret på den oprindelige sydkoreanske successerie.

I det kommende gameshow kæmper en gruppe på 456 udfordrere om den ultimative præmie. Deltagerne vil deltage i højrisikospil for at opnå pralerettigheder og den enorme sum kontanter.

Selvom denne version af spillet ikke er dødbringende, er konkurrencen omtrent lige så heftig som de dramatiske begivenheder i 'Squid Game'.

'Squid Game the Challenge' får premiere på Netflix den 22. november.

       Inspiration til hjemmebiografen
 

StreamingGuide nyhedsbrev signup billede

 

Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.