Bemærkede du det? Første afsnit af 'The Last of Us' bruger sjov detalje fra spillet
En af årets mest imødesete serier
Serieåret har fået en stærk start med den længeventede The Last of Us, der allerede har imponeret både anmeldere og publikum.
Ifølge anmelderne bryder den "fænomenale" serie en årelang forbandelse, mens zombie-serien ifølge Deadline fik den næststørste premieredebut på HBO siden 2010 kun overgået af House of the Dragon.
'The Last of Us' er baseret på det populære spil af samme navn fra 2013 om en postapokalyptisk verden, hvor mennesker kan blive forvandlet til zombier som følge af infektioner fra muterede svampe.
Læs også: Dansk instruktør har lavet den "vilde" sæsonfinale på stor, ventet amerikansk serie
Spillet har også en efterfølger, men serien er eftersigende kun baseret på det originale spil. Men det har ikke stoppet seriens skabere fra at inkludere en detalje fra 'The Last of Us Part II', der udkom til spilplatforme i 2020.
Detaljen kan findes i starten af den første episode, hvor Sarah besøger sine naboer og låner en film, som hun vil se med sin far, på hans fødselsdag. Filmen, hun låner, hedder 'Curtis and Viper 2', hvilket ikke er en rigtig film.
Den fiktive 80'er-film 'Curtis and Viper 2' blev introduceret i 'The Last of Us Part II', hvor Ellie er på patrulje med en karakter ved navn Dina i starten af spillet. Du kan se klippet fra spillet nederst.