Anmelderne i svime: "Fænomenal" serie bryder årelang forbandelse
Vi kan vist godt glæde os til 'The Last of Us'
En af årets mest imødesete serier udkommer i næste uge, men allerede nu er de første anmeldelser af The Last of Us ude. Og reaktionerne er overvældende.
'The Last of Us' bygger på PlayStation-spillet af samme navn fra 2013, der foregår i en postapokalyptisk verden og følger Joel og Ellie på en rejse fyldt med farer fra både monstre og ondsindede mennesker.
Flere udenlandske medier har været til forpremiere på serien i Los Angeles den 9. januar, og det er der kommet en række yderst positive tilbagemeldinger ud af.
Den amerikanske anmelder Ian Sandwell fra Digital Spy er i hvert fald positivt overrasket og skriver på Twitter:
- Det er trofast, men ikke fastknyttet til spillene, og udvider verden på effektive måder, så det ikke kun handler om Joel og Ellie. De er dog stadig hovedfokus, og Pedro Pascal og Bella Ramsey er perfekte.
Også Chris Lockyer fra Sky News er begejstret:
- Jeg har været så heldig at være til forpremiere på #TheLastOfUs, og for pokker det er FÆNOMENALT. Jeg elsker spillene meget, så jeg var nervøs for at se det, men serien er smuk og intens, mens forbliver tro mod kilden. Plus Pedro Pascal er en utrolig kraft.
LÆS OGSÅ: Dansk instruktør har lavet den "vilde" sæsonfinale på stor, ventet amerikansk serie
Også herhjemme har enkelte journalister kommenteret på serien, og podcastværten Elias Eliot fra Han Duo skriver på Twitter:
- Alle der har været nervøse / brokket sig over castingen af Bella Ramsey som Ellie i The Last of Us, kan slappe helt af. Hun rammer karakteren spot on!
Mens vi skriver dette, har serien intet mindre end en perfekt 100 % score på Rotten Tomatoes, som samler anmeldelser fra alverdens medier. Selvom disse er positive, så er de ikke helt så begejstrede som de nævnte tweets.
- The Last of Us-serien føles ikke som en revolution af nogen art – det er simpelthen et vellavet tv, der hæver sig lidt over nogle af sine genrefæller, skriver Vanity Fair.
- Fra forestillingerne til historiefortællingen til de æstetiske elementer er det en udsøgt lavet tilpasning. Men det beder også seerne om at absorbere en hel masse menneskelig elendighed uden at sige meget mere, end vi ikke allerede har hørt i lignende shows, skriver TIME Magazine.
LÆS OGS: Spilletiden afsløret: Første afsnit af 'The Last of Us' bliver langt!
Sveriges største filmsite, MovieZine, kalder det for den bedste filmatisering af et spil nogensinde. Der skal ikke umiddelbart så meget til, kan man tilføje, men serien hæver sig markant over konkurrenterne:
- 'The Last of Us' formår endelig at bryde forbandelsen om, at filmatiseringer af spil ikke kan være bedre end middelmådige, med er en trofast, stilfuld og innovativ fortolkning af et allerede elsket spil.
Filmmagasinet Ekko fra de hjemlige breddegrader giver 4 ud af 6 stjerner og skriver bl.a.:
- Seriens røde tråd bliver lige lovligt løs og giver den en samling løse ender, der aldrig bindes sløjfe på. Alligevel serverer The Last of Us en solid mundfuld zombiefiktion, der formår at spille på en hel stribe emotionelle tangenter.
De fleste af anmeldelserne er baseret på seriens første afsnit, og det bliver spændende at se, hvad der siges om de to afsluttende episoder, som er instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi.
The Last of Us kan ses på HBO Max fra den 16. januar.