Endelig! Populær dansk tv-serie vender tilbage
Klar på endnu en sæson?
Tilbage i 2018 kom første sæson af en ny dansk tv-serie, som skulle vise sig at blive en god gammeldags seersucces, nemlig Sygeplejeskolen.
Kort sagt finder serien sted i 1952, hvor Danmark oplever stor mangel på sygeplejersker, og derfor begynder Fredenslund Hospital på noget nyt – at optage mænd på uddannelsen.
En relativ enkel præmis, der trods sin simplicitet selvfølgelig giver anledning til en lang række af drama og intriger på sygeplejeskolen.
ADVARSEL – RESTEN AF ARTIKLEN INDEHOLDER SPOILERS FRA FEMTE SÆSON
Sidst vi forlod 'Sygeplejerskolen', var med femte sæson, men nu er serien efter næsten to års ventetid endelig på vej tilbage. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Mere specifikt er optagelserne til den sjette sæson gået i gang, og ifølge TV 2 vil den kommende sæson give svar på flere spørgsmål, som seerne blev efterladt med efter forrige sæson.
Bl.a. kan man se frem til at få svar på, hvad der er sket med Fredenslund Hospital og dets personale efter den tragiske brand, som afsluttede femte sæson.
Derudover kan man ifølge TV 2 endnu engang opleve en lang række af skuespillere, der vender retur til deres roller, heriblandt navne som:
Molly Egelind, Anna Stokholm, Ulla Vejby, Thue Ersted Rasmussen, Jesper Groth, Mikkel Becker Hilgart, Jakob Åkerlind, Jens Jørn Spottag, Katrine Greis-Rosenthal, Preben Kristensen, Andreas Jebro, Jon Lange og mange flere.
Derudover meddeler TV 2 også, at en række episodekarakterer vil medvirke, deriblandt Caspar Phillipson, Vibeke Hastrup, Anders Hove, Birgitte Raabjerg og Jens Sætter-Lassen.
Sjette sæson af 'Sygeplejeskolen' sendes på TV 2 Play til efteråret 2024.